Det er næsten som et eventyr. Den lille kontorpige fra Nørrebro, der overtager det ganske kongerige og mere til. Med fusionen mellem LO og FTF står Lizette Risgaard i spidsen for halvanden million lønmodtagere og er en af Danmarks helt tunge spillere.

'Hjerter Dame' følger Lizette Risgaard fra 2015, da hun vælges som den første kvindelige formand for LO. Vi er med til 1. maj. Til trepartsforhandlinger med Lars Løkke Rasmussen. Til alvorlige debatter om fagbevægelsens faldende medlemstal. Til DM i Skills hvor Lizette giver hjertemassage i sosu-elevernes stand og fumler med at betjene selfiestang og mikrofon.

Anmeldelsen af filmen er også bragt i Ugebrevet A4. 

Filmens stærkeste del er skildringen af overenskomst-forhandlingerne i 2017 på det private arbejdsmarked. Det langstrakte opgør om overenskomsterne giver sidste halvdel af filmen en dramatisk nerve, der mangler i meget af første halvdel.

Vi er med bag de lukkede døre i Forligsinstitutionen. Der læses utallige udkast til forlig; forhandlerne bliver rigtig trætte; Lizette Risgaard mister stemmen; og formanden for DA (Dansk Arbejdsgiverforening) møder op med pletter på skjorten. Men til sidst er forliget i hus – og balladen starter internt i fagbevægelsen.

Kigget bag kulisserne i Forligsinstitutionen er tankevækkende efter de seneste uger, hvor tv nærmest har sendt non stop fra opgøret om de offentlige overenskomster.

På det private område er tovtrækkeriet stille og sejt: Ingen røde faner, ingen råbekor og ingen udtalelser til medierne, før det hele er på plads.

Lønmodtagernes pres på arbejdsgiverne handler ikke om den offentlige mening, men om noget anderledes kontant: At en strejke rammer arbejdsgiverne på pengepungen. Det er åbenlyst, at den traditionelle klassekonflikt på det private arbejdsmarked producerer et sundere og mere effektivt forhandlingsklima.

Filmen skildrer forliget i 2017 som et klassisk kompromis: Lønmodtagerne får mere i løn, og der er tydelige forbedringer for forældre og seniorer. Men de må også give: Arbejdsgiverne får øget mulighed for at pålægge systematisk overarbejde, og det skaber et bittert opgør i fagbevægelsen.

Vi ser Lizette Risgaard på besøg i skurvognen, hvor hun diskuterer med utilfredse bygningsarbejdere mellem madpakker og plakater med nøgne damer. De bliver ikke enige, men lytter i respekt til hinanden.

Urafstemningen ender med et ja, og LO-toppen drager et lettelsens suk. Ja’et bliver stemt igennem af HK og Metal. Der er nej-flertal i det største fagforbund – 3F – hvor mange har hårdt fysisk arbejde og frygter de nye bestemmelser om overarbejde.

Du er den første LO-formand, der har turdet komme ned og snakke med folk.

Opgøret i fagbevægelsen får et efterspil. Lizette Risgaards tale i Fælledparken 1.maj bliver afbrudt af aktivister, der stormer ind på scenen. En af filmens stærkeste scener kommer herefter: Efter talen forlader Lizette Risgaard det bevogtede område bag scenen, går ud på pladsen og ned i teltet til de utilfredse arbejdere.

»Du er den første LO-formand, der har turde komme ned og snakke med folk. Det tager vi hatten af for,« siger en af dem.

Filmen tegner billedet af en stærk og umiddelbar LO-formand, der har kommunikation som den store styrke. Lizette Risgaard er ikke kun synlig og tydelig i medierne, men behersker også dét, der i den pædagogiske verden kaldes relationsarbejde – hun taler lige godt med DA-formanden og folk på Hovedbanegården og uddeler utallige af de krammere, der nærmest er blevet hendes varemærke.

Alligevel sidder man tilbage med noget uforløst: Hvem er Lizette? Vi får en anelse at vide i to korte tilbageblik. Ét fortæller om hendes opvækst i en arbejderfamilie på Nørrebro. Et andet om to sønner og ægteskabet med Per, der dør af kræft i 2011. Men vi lukkes ikke for alvor ind i det personlige, og det svækker personportrættet.

En anden svaghed er Lizette Risgaards vej til magten. Hun fortæller åbent i filmen, hvordan hun som næstformand i LO lægger billet ind på formandsposten. Hun fortæller også, hvordan den daværende LO-formand Harald Børsting svigtede hende. Han havde brug for en kvindelig næstformand for at skaffe stemmer ude i landet, men holdt hende efterfølgende ude af magtens indercirkel.

Dem, vi tidligere kaldte arbejderklassen, er ofte usynlige i medierne – det samme er det faglige arbejde. Set i det perspektiv er 'Hjerter Dame' en sjælden og tiltrængt film.

Forløbet kan imidlertid ikke blot tørres af i den nu pensionerede Børsting. Formændene for de store fagforbund fulgte samme linje, de foretrak HK-formand Kim Simonsen som ny LO-formand. Forfatteren til disse linjer er ikke feminist, men virkeligheden er, at der bagved lå en solid dosis mandschauvinisme og konservatisme.

Denne del af historien hører vi ikke. Det havde ellers styrket filmens eventyrfortælling om kontorpigen fra Nørrebro, der blev LO-formand imod alle odds; men måske var det politisk ubekvemt – de magtfulde forbundsformænd sidder der jo endnu?

Ikke desto mindre er filmen værd at se. Dem, vi tidligere kaldte arbejderklassen, er ofte usynlige i medierne – det samme er det faglige arbejde. Set i det perspektiv er 'Hjerter Dame' en sjælden og tiltrængt film.