I maj måned for fire år siden var forholdet mellem Enhedslisten og SRSF-regeringen yderst betændt.
Støttepartiet var ikke mindst utilfreds med regeringens håndtering af dagpengekrisen, hvor Helle Thorning-Schmidt og co. af flere omgange måtte holde hånden under de mange tusinder af danskere, der stod til at miste deres dagpengeret.
Og i maj 2013 kom det så vidt, at den daværende næstformand i Enhedslistens folketingsgruppe, Pernille Skipper, var klar til at vælte regeringen.
Det afslører den nye bog ’Den danske suksessen Enhedslisten’ af den norske forfatter Fredrik V. Sand, skriver DR Nyheder.
I dag er Pernille Skipper politisk leder af Enhedslisten og bekræfter forløbet over for DR Nyheder.
- Der var en meget højspændt politisk situation, hvor vi i Enhedslisten faktisk diskuterede, om vi skulle fravige vores hidtidige linje og aktivt gå ind og sige til den socialdemokratisk ledede regering med Radikale og SF, at hvis I ikke finder en redningsplanke, så vælter vi jer aktivt.
- Det var en diskussion, vi havde, og jeg talte også for det personligt, ja. Fordi der var så mange mennesker, der var i så udsat en situation, siger Pernille Skipper til DR Nyheder.
Regeringen indførte en ny midlertidig arbejdsmarkedsydelse til de truede danskere, og i sidste ende blev der ikke gjort alvor af truslerne fra Enhedslisten.
Nogle år senere kunne Helle Thorning-Schmidt igen mærke taburetten vakle under sig, da sagen om salget af Dong igen fik Enhedslisten til at se rødt.
Der blev dog udskrevet valgt i maj 2015 og et decideret mistillidsvotum udeblev.