Nordkorea vil i midten af august færdiggøre en plan om at angribe nær den amerikanske stillehavsø Guam med fire missiler.
Det oplyser general Kim Rak Gyom, der leder missilkommandoen under Nordkoreas hær, ifølge det statslige nyhedsbureau KCNA.
Guam huser blandt andet USA's militære base Anderson Air Force Base.
Planen er ifølge generalen at ramme farvandet 30-40 kilometer fra Guam. Derefter vil man afvente yderligere ordrer fra den øverstbefalende for Nordkoreas atomstyrke, oplyser Kim Rak Gyom.
Udmeldingen kommer, dagen efter at USA's præsident, Donald Trump, advarede om, at Nordkorea vil opleve alvorlige konsekvenser, hvis landet fortsætter sine trusler mod USA.
- De vil blive mødt med bål og brand, som verden aldrig har oplevet det før, sagde præsidenten.
Men Trumps advarsel skræmmer tilsyneladende ikke general Kim Rak Gyom.
Han kalder den amerikanske præsidents retorik for "en masse sludder", som kun forværrer situationen.
- Ordentlig dialog er ikke muligt med sådan en fyr, som ikke ejer fornuft. Kun absolut styrke fungerer mod ham, siger general Kim Rak Gyom ifølge KCNA.
- Aktionen vil være et effektivt middel mod at begrænse USA's vanvittige handlinger på den sydlige del af den koreanske halvø og i nærheden, tilføjer han.
Guam ligger omkring 3400 kilometer fra den koreanske halvø. Iagttagere mener, at det er ekstremt usandsynligt, at den nordkoreanske leder Kim Jong-uns regering vil risikere udslettelse med et forebyggende angreb på amerikanske statsborgere.
Der er omkring 6000 amerikanske soldater på Guam. Samtidig er alle, der fødes på Guam, amerikanske statsborgere.
Trumps "bål og brand"-advarsel kom, kort efter at amerikanske medier havde skrevet om en hemmelig efterretningsrapport. Af den fremgår det, at Nordkorea har formået at fremstille et mindre atomsprænghoved til et af landets missiler.
/ritzau/AP