Nordkoreansk statsmedie: Atomanlæg er helt ødelagt

Nordkorea kalder det et "skridt mod global atomafrustning", at landet - hævder det - har ødelagt et testanlæg for atomvåben i Punggye-ri. (Foto: Foto: Kim Hong-ji/Reuters)

Nordkorea bekræfter via det statslige nyhedsbureau KCNA, at et atomanlæg i Punggye-ri er ødelagt. Styret kalder det et "skridt mod global atomafrustning".

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, havde annonceret, at styret ville tilintetgøre testanlægget, før han ifølge planen skal mødes med USA's præsident, Donald Trump, i næste måned.

Torsdagens sprængninger har medført, at "indgange til tunneler er helt lukkede". Indtil torsdag var to tunneler ifølge mediet fortsat brugbare til test.

Tidligere har kinesiske geologer i et videnskabeligt tidsskrift analyseret området. De nåede frem til, at anlægget efter flere voldsomme test ikke længere kunne bruges uden at udgøre en alvorlig fare.

Der er endnu ikke kommet internationale reaktioner eller bedømmelser af, om testcenteret i Punggye-ri reelt er bragt ud af funktion.

Tidligere har internationale medier, som med journalister overværede missionen torsdag, rapporteret, at anlægget skulle være jævnet med jorden.

Sprængladninger blev rettet mod tre tunneler i bjerget og observationstårne i området.

Der var imidlertid ingen internationale observatører med ekspertviden til stede.

Ifølge nyhedsbureauet KCNA er der ikke registreret radioaktive læk som følge af operationen torsdag.

Afmonteringen skulle markere et historisk tøbrud, men den kommer, mens der igen er spændinger mellem USA og Nordkorea.

I Nordkorea er styret ophidset over, at USA's vicepræsident, Mike Pence, har sagt, at Nordkorea kan ende som Libyen.

Libyen indgik en aftale om atomafrustning i 2003. Otte år senere blev Muammar Gaddafi, som var landets leder i årtier, dræbt i forbindelse med en vestlig militærintervention.

Meldingen fra Pence har - sammen med USA's seneste militærøvelse i Sydkorea - skabt tvivl om topmødet mellem Kim Jong-un og Donald Trump 12. juni i Singapore.

/ritzau/Reuters