De fleste togforbindelser i Tyskland er mandag påvirket af strejke blandt Deutsche Bahns ansatte. Det skriver det tyske medie Welt.
Det er Jernbane- og Transportarbejderforeningen (EVG), der har varslet konflikt over for Deutsche Bahns ledelse, og det medfører altså alvorlige begrænsninger på den landsdækkende togtrafik.
Medarbejderne har mandag morgen annonceret ni timers strejke, der vil vare indtil midt på eftermiddagen.
- Det skaber selvfølgelig voldsomme problemer for vores køreplaner. Det vil passagererne mærke dagen igennem, siger en talskvinde fra baneselskabet til Welt.
Strejken kommer efter en længere periode med hårde forhandlinger om arbejdstider og et krav fra DB's ledelse om, at man opgiver at forhandle kollektive overenskomster.
/ritzau/