Rumagenturet Nasa estimerer, at det vil koste mellem 20 og 30 milliarder dollar mere over de næste fem år at lande på månen. Det svarer til 132-200 milliarder kroner.
Det melder Nasa, der har fremlagt en plan for, hvordan det skal få astronauter til månen i 2024.
Dermed skal der lægges op mod seks milliarder dollar per år oven i Nasas nuværende budget på 20 milliarder dollar.
Måneprojektet med tilnavnet "Artemis" - efter den græske gud for månen - går ud på at få to astronauter til månen for første gang i et halvt århundrede, herunder den første kvinde nogensinde.
Målet er at få skabt en platform på månen, som astronauter kan besøge igen og igen.
Her skal de lære at leve og arbejde på en anden verden og forberede sig på at skulle flytte videre til Mars for første gang nogensinde.
USA's vicepræsident, Mike Pence, udtalte i marts, at man vil fremskynde måneprojektet og lande på månen i 2024 i stedet for det oprindelig mål, 2028.
Det er stadig uvist, hvor mange penge Nasa får bevilget af den amerikanske kongres. Særligt Demokraterne er skeptiske.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.