Murer-Mette rørt til tårer over Troels Lund: Nu får jeg lov at bade bag lukket dør

Indretningen af skurvogne på danske byggepladser i dag er en barriere for at få flere kvinder ind i håndværksfag, mener Mette Schack Dahlmann. (Foto: Foto: Gitte Redder, Avisen.dk)

Efter en lang og sej kamp fik mureren Mette Schack Dahlmann i dag beskæftigelsesministerens ord for, at han vil sikre, at både mænd og kvinder i fremtiden kan bade bag lukket dør i skurvognen.

På byggepladsen i Jylland har mureren Mette Schack Dahlmann ofte været den sidste, der er kørt hjem fra arbejde.

For hun har ventet med at gå i bad efter en lang arbejdsdag til alle kollegerne er kørt hjem klokken 16. Så hun ikke bare skulle bade bag et forhæng, men kunne låse hele skurvognen af indefra med nøglen i lommen. 

- Men gentagne gange har nogen låst op udefra, da nogle håndværkere har skiftende arbejdstider og overarbejder, siger hun.

Så Mette Schack Dahlmann er blevet taget med bukserne nede og set splitternøgen af kollegerne på byggepladsen. Og det har været en ydmygelse og en ubehagelig og utryg oplevelse, betoner hun.

Artiklen fortsætter efter videoen.

- I mange skurvogne er der kun et badeforhæng, og i andre skurvogne er der slet ikke et forhæng. Det er er problematisk og en stor udfordring for kvindelige håndværkere, der skal klæde om og bade, understregede hun onsdag morgen i en skurvogn overfor blandt andet beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V).  

For Mette Dahlmann har det været en sej kamp at få politikerne råbt op og tage affære, så kvinder og mænd i byggebranchen får lige muligheder for at kunne bade i fred. 

En klump i halsen 

Derfor blev hun rørt til tårer og fik en klump i halsen, da Troels Lund Poulsen under mødet lovede hende at opdatere bekendtgørelsen, så fremtidens skurvogne indrettes mere hensigtsmæssigt.  

- Jeg er så glad. Det er en sejr og en lettelse, siger hun og pointerer, at det vil gøre det meget nemmere for kvinder at få job i byggebranchen.    

I dag skal der ifølge lovgivningen være adgang til særskilt bad eller badetid, når der arbejder både kvinder og mænd på en byggeplads.

Men ifølge Mette Dahlmann bliver det en barriere for kvinder, fordi det betyder ekstra omkostninger og besvær for arbejdsgiverne. Enten skal der nemlig være to skurvogne eller også faste badetider, hvor skurvognen aflåses. 

Derfor har hun i samarbejde med direktøren for Scanvogn Dennis Stjerne fået lavet en skurvogn, hvor der er en dør i stedet for et badeforhæng. 

Ikke særlig dyrt

- Det koster kun 5.000 kroner mere at fremstille en skurvogn, hvor man kan bade bag en lukket dør. Det er en løsning, der hverken er særlig vanskelig eller særlig dyr, og det er en løsning, som både mænd og kvinder får gavn af, siger hun. 

Altså en ret praktisk løsning på et ”problem” som vi måske ikke har løst via lovgivningen.

- Jeg synes ikke, at det er rart at bade i en skurvogn, hvor kolleger kan vade ind. Og hvis man vil forhindre diskrimination af kvinder, er man nødt til at ændre på den bekendtgørelse, der regulerer indretningen af skurvognene i byggebranchen, siger hun. 

Beskæftigelsesministeren tilkendegav på mødet i skurvognen, at han vil indkalde 3F og Dansk Byggeri til møde om at regulere bekendtgørelsen i løbet af ganske kort tid.