Bib bib bib.
Der er ingen, der tager mobiltelefonen.
Hvor det før var muligt at få fat på vigtige medarbejdere udenfor arbejdstiden, er det nu svært for Københavns Kommune.
Det skyldes at multimedieskatten, der får de ansatte til at efterlade mobilen på kontoret.
Det siger centerchef i teknik- og miljøforvaltningen i København, Jon Pape.
"For eksempel hvis vi har en opgave, der skal løses udenfor almindelig arbejdstid, så kan vi simpelthen ikke få fat på nogen. Vi oplevede det sidst med et træ, der var væltet, hvor vi havde brug for at få skåret træet op, så vi ikke generede trafikken. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre, før folk var mødt på arbejde," siger han til DR København.
Derfor må forvaltningen tilkalde private firmaer, og det er dyrt.
"Det koster jo flere penge, det er der ingen tvivl om," siger Jon Pape til DR København.