Firmatelefon bliver fem gange dyrere

Regeringen har undervurderet, hvor mange penge den skraber ind til statskassen med den nye skat på fri telefon.
Regeringen henter fem gange så mange penge på sin skat af fri telefon, som den hidtil har oplyst.
Regeringen henter fem gange så mange penge på sin skat af fri telefon, som den hidtil har oplyst. Foto: Colourbox

Regeringen siger, at den nye skat på fri telefon, der afløser den hidtidige multimedieskat, vil give 50 millioner i statskassen i skatteindtægter.

Men det tal er fem gange større - 250 millioner kroner. Det viser beregninger fra Dansk Erhverv og It-Branchen, oplyser Radioavisen.

"Vi mener faktisk, at vi kan vise, at de 50 millioner er alt for lavt sat. Det bliver fem gange så stort. Altså omkring en kvart milliard kroner," siger Morten Bangsgaard, der er direktør i IT-branchen, til Radioavisen.

I dag sender multimedieskatten 450 millioner kroner i statskassen, men den indtægt skulle altså blive reduceret væsentligt med skat på arbejdsgiverbetalt telefon - også selvom beløbet bliver højere, end regeringen har sagt.

Det til trods, mener Morten Bangsgaard fra IT-branchen, at den nye telefonskat rammer forkert.

"Virkeligheden er, at vi har brug for at fremme udvikling. Det kan vi bruge klog teknologi til, og derfor skal man ikke beskatte digitale arbejdsredskaber," siger Morten Bangsgaard.

Radioavisen har ikke kunnet få en kommentar fra skatteminister Thor Möger Pedersen (SF).

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.