Det er videnskabeligt bevist, at familiemedlemmer har en overordentlig stor interesse i hinanden.
Det er også videnskabeligt bevist, at de fleste går ret meget op i sex, og at især kvinder går en del op i, hvem de har sex med.
Ligesom det er videnskabeligt bevist, at de fleste meget gerne vil overleve ved at reproducere sig selv.
Nu viser det sig, at vi også er tilfredse med det næstbedste. Nemlig at dem, der bærer en del af vores egne gener, får børn med de bedste af vores egne egenskaber.
Derfor er det genetisk betinget, når mødre og andre familiemedlemmer blander sig i deres børns valg af partner.
Det konkluderer forskere fra University of British Colombia.
Mænd er lidt ligeglade
Og jo tættere i familie man er, desto mere går man op i andre familiemedlemmers valg af sexpartner. Mænd er dog betydeligt mere ligeglade end kvinder, ligesom mødre går betydeligt mere op i deres døtres valg af partner end i deres sønners valg af partner.
Det viser sig også, at familiemedlemmerne blander sig mere i valg af partner, når forholdet viser potentiale til at blive langvarigt.
Grunden til at familiemedlemmer især søger at påvirke kvinders valg af partner er, at de er frugtbare i kortere tid end mænd og ikke har ligeså mange muligheder for at sprede generne. Derfor skulle det begrænsede antal muligheder helst resultere i biologiske pragteksemplarer, der kan føre de stolte familiegener videre. Undersøgen bliver offentliggjort i tidsskriftet Evolution and Human Behavior.