Administration 

Mit Peru – en personlig beretning om at holde med to lande på samme tid

Perus fans fra en kamp mod Argentina. (Foto: Foto: Morten Glinvad)

Essay. »Er dette fodboldhold i virkeligheden mit sidste bånd til en fjern fortid?« Journalisten og fodboldkommentatoren Morten Glinvad rejste tilbage til Peru for at forstå sin fascination af landet og holdet, der er Danmarks første modstander ved Fodbold-VM.

Jeg sprang op fra sofaen i et jubelbrøl og undrede mig med det samme over min reaktion. I værelset ved siden af sov min ældste søn. Havde jeg vækket ham? Nej, det lod det ikke til. Jeg kiggede mod tv-skærmen, hvor lykkelige tilskuere omfavnede hinanden. Peru var kommet foran 1-0 i den altafgørende playoffkamp mod New Zealand om at komme med til VM i fodbold. De peruanske spillere ilede mod målscoreren Jefferson Farfán. Den Farfán, jeg første gang så spille for mange år siden i Limas hårdkogte La Victoria-kvarter, hvor han var en talentfuld teenager i Alianza Lima. Det var midt om natten på Østerbro. Jeg sad alene foran tv-skærmen og mærkede spændingen i kroppen. Peru holdt føringen, men en udligning ville være fatal. Jeg fik svedige hænder, når de store newzealændere fik nogle af deres frygtede dødbolde. Det ville være typisk Peru at lukke et idiotisk mål ind til sidst efter et hjørnespark. Endnu et kapitel til den uendelige lidelseshistorie. Jeg faldt først til ro, da forsvareren Christian Ramos scorede til 2-0. Og jeg var rørt, da det hele sluttede, og Estadio Nacional var et virvar af gråd, glæde og kaos.

Billede fra dengang, hvor Morten Glinvad rejste med Perus landshold til en kamp mod Brasilien. Foto: Morten Glinvad

Jeg sugede så meget til mig, som man nu kan foran en tv-skærm 11.000 kilometer væk. Hvor de dog fortjente det! Efter så mange års skuffelser! Endelig var Peru tilbage ved VM efter 36 års ørkenvandring med nederlag efter nederlag og dertil hørende frustrationer for et folk, der havde problemer nok i forvejen.

JEG mærkede en knugende fornemmelse i maven. Hvor kom den reaktion fra? Nok havde Peru haft en stor betydning for mig i en periode i mit liv, men der var gået mange år, siden jeg havde haft nogen berøring med landet. Og normalt skal der en del til for virkelig at bevæge mig ved en fodboldkamp. Selv da mit eget Danmark aftenen forinden havde kvalificeret sig til VM med en overvældende storsejr i Irland, havde min glæde været mere afmålt. Hvorfor sprang jeg rundt som en klovn i min lejlighed en mørk novembernat i København i glæde over noget, der foregik på et andet kontinent i et land, hvor jeg ikke havde sat mine fødder siden 2005?
Det forekom overvældende, hvor mange år der var gået siden dengang. Var dette fodboldlandshold i virkeligheden det sidste bånd til Peru og til en vigtig periode af mit liv?

Her kan du høre Morten Glinvads essay indlæst som podcast – læst af Morten selv.

JEG kom første gang til Peru i begyndelsen af 2003. Jeg var 21 år gammel og i gang med et halvt års rygsæksrejse i Caribien og Sydamerika med en kammerat. I Trujillo, den tredjestørste by i Peru, drak vi øl med nogle unge fyre, og en af deres veninder gjorde indtryk. Et par uger senere mødte jeg igen Ana i den gamle inkaby Cusco oppe i Andesbjergene. Vi blev kærester, rejste rundt i hendes land og begyndte at lægge planer om en fælles fremtid i Danmark.

I min naivitet skænkede jeg ikke de strammede danske udlændingeregler nogen tanke. Først senere forstod jeg, at 24 års-regel og tilknytningskrav faktisk også ramte sådan nogle som os. Vi talte om at bo i Peru i stedet for, men gjorde vi det, ville de danske udlændingemyndigheder givetvis vurdere, at vores samlede tilknytning til Peru var større end til Danmark, når 24 års-reglen et par år senere ikke længere ville være en hindring.

I stedet blev løsningen et langdistanceforhold med udfordringer. Ana måtte ansøge om et turistvisum til Danmark på den finske ambassade i Lima og kunne med det i hånden besøge mig i Danmark i 90 dage. Og i ferierne fra mine studier på Journalisthøjskolen rejste jeg til Peru. Det var dyrt og kompliceret, og for at hjælpe lidt på bankkontoens tilstand fik jeg en idé: I sommeren 2004 skulle Peru være vært for det sydamerikanske fodboldmesterskab Copa América. Jeg kontaktede derfor fodboldmagasinet Tipsbladet og spurgte, om de kunne være interesserede i en række artikler fra turneringen fra en journaliststuderende. De takkede ja, og før jeg havde været akkrediteret som journalist til så meget som en superligakamp, stod jeg pludselig foran Estadio Nacional i Lima dagen før åbningskampen og så på shamaner fra Amazonas, der dansede og bad til deres guder, viftede med kranier og spyd og indtog en sælsom blanding af blomstervand, parfume og alkohol og spyttede det ud på de 12 deltagende nationers flag.

Jeg satte mig ind i Perus fodboldhistorie og læste om det legendariske landshold fra 1970’erne, der spillede forrygende fodbold, nåede en VM-kvartfinale og vandt Copa América. Jeg læste om landets store fodboldtragedie i 1987, da et gammelt Fokker-fly med Alianza Limas spillere styrtede i Stillehavet efter en udekamp i Amazonas, så alle spillere omkom. Jeg forstod, at dette var en del af de lidelser, Peru havde gennemgået som fodboldnation i de sidste mange år.

Copa América på hjemmebane skulle være vendepunktet, men sådan gik det ikke. Turneringen blev endnu en skuffelse og illustrerede landets fodboldmæssige elendighed. Holdet blev slået ud i kvartfinalen, og undervejs boykottede spillerne medierne i utilfredshed med den hysteriske dækning, og den daværende landstræner Paulo Autuori blev skydeskive for en kritik ude af proportioner.

Jeg begyndte at forstå, at fodbold i Peru var et drama. En anstrengt sæbeopera, der var præget af mange års frustreret fiasko. Og jeg tænkte både nøgternt, at jeg rent fodboldmæssigt vist hellere skulle have mødt en kæreste i et andet land. Men også, at det på den anden side ville være for nemt at have mødt en sejrsvant brasilianer. Der var noget dragende og fascinerende ved dette peruanske hold. Det passede godt til mig. Og jeg nød at være outsideren, der iagttog og prøvede at forstå denne kaotiske fodboldkultur.
Jeg begyndte at følge det peruanske landshold også hjemme fra Danmark. Jeg sad sent oppe og lyttede til transmissionerne fra holdets VM-kvalifikationskampe over internetradio og gik som regel irriteret i seng over endnu et nederlag. Fodbold blev for mig den vigtigste måde at adoptere et stykke peruansk kultur. Andre traditioner og skikke er sværere at forstå.

Fodbold er det samme spil overalt og et spil, jeg kunne forstå.

I 2005 sluttede mit forhold til Ana. Jeg rejste endnu en gang til Lima, og vi mødtes for sidste gang. Hun rejste tilbage til Trujillo, og da jeg alligevel havde nogle dage tilbage, ringede jeg til det peruanske fodboldforbund og spurgte, om det var muligt at rejse med landsholdet til den kommende VM-kvalifikationskamp i Brasilien for at lave en reportage. Det var det. Jeg besøgte landsholdslejren i Lima og blev interviewet til peruansk tv og tituleret ”Marte Climbe, hollandsk journalist.” Jeg rejste med landsholdets charterfly til Goiânia i det indre Brasilien og så spillerne kæmpe bravt mod det stjernespækkede brasilianske landshold med Ronaldo og Ronaldinho. De var kun 20 minutter fra at få et point med hjem! Men selvfølgelig tabte Peru. Jeg kiggede på tabellen og konstaterede, at det nok heller ikke blev denne gang, Peru kom med til VM.

Perus landstræner Ricardo Gareca (tv) i samtale med Morten Glinvad. Foto: Morten Glinvad

Jeg rejste hjem til Danmark, og årene gik. Mit forhold til Peru tonede ud, og det samme gjorde kontakten til Ana, der begrænsede sig til lidt skriverier over nettet med længere og længere mellemrum. Jeg blev voksen og fik arbejde og børn. Jeg holdt stadig øje med Perus fodboldresultater og konstaterede, at det heller ikke blev til VM-deltagelse i 2010 og 2014, men gad ikke længere lade mig irritere over det. Sådan var det jo med det hold, og det var alligevel ikke længere mit land. Peru var noget fra en anden tid i mit liv.

Men den nat i november 2017 vækkede noget til live.

Nogle uger efter, at Peru havde sikret VM-billetten, var jeg alene hjemme med mine to børn. Jeg stegte frikadeller i køkkenet sidst på eftermiddagen, mens de legede i stuen, og jeg forsøgte at følge med i tv-transmissionen fra Kreml af lodtrækningen til VM-grupperne. To hold havde min særlige interesse: Danmark og Peru. Først kom Peru ud af bowlen og blev sat i gruppe med Frankrig. En svær modstander, var min første tanke. Lidt senere blev det næste hold trukket i Gruppe C:

Danmark. Som tilmed skulle møde Peru i åbningskampen i en by ved navn Saransk. Igen mærkede jeg en knugende fornemmelse i maven. Jeg forsøgte at være en nærværende far, men havde tankerne i Rusland. Og da jeg havde lagt børnene i seng, tændte jeg computeren og begyndte at undersøge, hvordan man kom til Saransk. Og hvad en flybillet til Lima egentlig var oppe i for tiden.

MIDT i april landede jeg i Lima for første gang siden 2005. Det var en tidlig fredag morgen, og Lima var så stille, som en by med ti millioner indbyggere nu kan være. Det politiske topmøde Cumbre de las Américas fandt sted i de dage, og derfor havde folk fået fri.

Jeg tog en taxa til Miraflores, det mest turistorienterede kvarter i Lima, hvor jeg tilbragte meget tid for år tilbage. Med jetlag i kroppen spadserede jeg en tur og genkendte meget lidt. Byen havde forandret sig i de 13 år, der var gået. Nye shoppingcentre var skudt op. Det samme var smarte caféer, som lige så godt kunne have ligget i Europa. Følelsen af at være hjemme her, som jeg havde haft for år tilbage, var væk. Jeg kom i tvivl, om det nu også var det rigtige at vende tilbage. Det virkede så oplagt; jeg var nu freelancejournalist, og at Danmark skulle møde Peru ved VM, var en perfekt anledning til at gense landet. Men måske havde det været bedre bare at lade Peru ligge som et minde fra fortiden.

Om eftermiddagen mødte jeg den fodboldinteresserede peruanske forfatter Santiago Roncagliolo på en café til et interview. Roncagliolo bor i dag i Barcelona, men voksede op i Lima. Han fortalte med humor om sit anstrengte forhold til Perus fodboldlandshold og om, hvordan en hel generation var blevet præget af skuffelserne. Jeg fortalte ham om min egen historie med Peru og om min uventede glæde den nat i november hjemme i lejligheden i København, da Peru kvalificerede til VM.

”Jeg havde det på samme måde, da Spanien vandt EM i 2008. Jeg jublede også foran tv-skærmen. Det havde jeg ikke regnet med. Da forstod jeg, at Spanien også var blevet mit land,” sagde han.

Efter mødet med Roncagliolo gik jeg videre ud i Miraflores. Jeg genkendte en restaurant, hvor jeg ofte havde spist før i tiden, og gik ind og bestilte en ceviche ligesom i gamle dage. Jeg gik ud til den karakteristiske skrænt for enden af Miraflores og kiggede ned på surferne i Stillehavet. Om aftenen satte jeg mig på en café ved Parque Kennedy og så folk danse salsa på en plads. Jeg begyndte at genkende de små detaljer i omgivelserne, dialekten, humoren og duftene, som stadig var de samme.

Jeg tænkte på, hvor lidt jeg i dag har tilbage fra Peru. Dengang overvejede jeg seriøst at sige farvel til Danmark, hvor Ana ikke var velkommen, og i stedet flytte mit liv til Peru. Nu har jeg nogle fotos, minderne og en gammel piscoflaske på mit hjemmekontor med en tegning af en fodboldspillende indianer i peruansk landsholdstøj og bare fødder. En gave fra Copa América i 2004, da den udenlandske presse var inviteret til ærescocktail på præsidentpaladset med Perus daværende statsoverhoved Alejandro Toledo og FIFA’s præsident Sepp Blatter. To korrupte mænd i magtens centrum.

I mine dage i Lima mødtes jeg med en række mennesker med relation til landsholdet for at skrive historien om den eufori, VM-kvalifikationen havde udløst. Om baggrunden for den uventede succes, som flere så som bekræftelsen af, at Peru som land er i rivende udvikling. Økonomien er tæt knyttet til Kina og i voldsom vækst, og en ny middelklasse er vokset frem, som hylder hårdt arbejde. Landsholdets tabte generation er blevet udfaset og afløst af et ungt hold af ydmyge spillere, der arbejder i holdets tjeneste.

Jeg nød at beskæftige mig med peruansk fodbold igen. Det var her, det hele startede, og for mit arbejdsliv havde Peru spillet en definerende rolle. Skriverierne til Tipsbladet fra Copa América i 2004 udviklede sig til et mere permanent samarbejde og gav et år senere et tilbud om en praktikplads på magasinet. Sådan kom jeg ind i fodboldjournalistikkens verden, som jeg nok havde set som en mulighed, men ikke som det klare mål, da jeg startede på Journalisthøjskolen. I den verden har jeg så befundet mig lige siden.

Så hvad er Peru for mig i dag? Symbolet på en anden tid, måske. Ungdommens år, hvor jeg uden forpligtelser kunne lade mig blive draget af eventyret og rejse ud i verden. Måske pirrede målene mod New Zealand en længsel midt i en travl hverdag med bleskift og momsafregninger. Sådan kan fodboldens fascinationskraft udtrykke sig så forskelligt. Som en bekræftelse af et fælles tilhørsforhold for nogen. Og for mig i dette tilfælde som et bånd til en fjern fortid, der ellers var ved at være glemt.

En dag i Lima tog jeg en taxa til et hotel i forretningskvarteret San Isidro, ikke langt fra den finske ambassade, hvor Ana i sin tid søgte om sit turistvisum til Danmark. Jeg havde aftalt et interview med Perus landstræner, argentineren Ricardo Gareca. Efter interviewet talte vi lidt videre, og jeg fortalte ham om, hvordan jeg havde siddet oppe om natten i København og jublet med hans hold, da det kvalificerede sig til VM. Jeg sagde, at jeg var spændt på at se, hvordan jeg ville have det, når jeg i juni sad i Saransk og så Peru og Danmark spille åbningskamp ved VM.

Gareca smilede venligt.

”Jeg er sikker på, at når du sidder i Rusland, så vil du mærke inde i dig selv, at du holder med dit eget land,” sagde han.

Måske har han ret. Sport får nationalfølelsen frem i de fleste. Også selvom jeg ved, at den samlede glæde – hvis en sådan kunne måles – sikkert vil være større i Peru i tilfælde af en sejr. Men allerhelst går begge hold videre fra gruppen.

I hvert fald har jeg besluttet mig for også fremover at følge det peruanske landshold på afstand. Selvom det kommer til at koste noget nattesøvn. Og selvom det måske varer mange år, før de igen kommer med til et VM.

Eksperter fra sportsmediet Mediano vil i løbet af VM skrive daglige, eksklusive klummer her på avisen.dk/VM. Her vil du også kunne finde de daglige podcast, som Mediano optager hver morgen i hele VM-perioden.

et udrykningsblink på en motorcykel
Krimi

Mand gik amok -
smadrede togets toilet

en slange ligger sammenrullet
Helt vildt

Smuglede pytonslanger i underbukserne - men ak!

hyggebelyst spisested
Nyheder

Brødre går konkurs

med spisested - igen

en butik set fra gaden
Helt vildt

Kloak eksploderede i
butik - afføring overalt

mange fluer sidder på hovedet af køer
Nyheder

Fluer skal bekæmpe kødædende maddiker

biler på en motorvej
Biler

Motorvej spiller lystigt

Beethovens 9. symfoni

To poser chips
Mad og drikke

Populær chips 
kaldes tilbage - igen

person holder Lotto-kupon
Helt vildt

Vinder 16 Lotto-millioner:

Her er kuponen købt

Personer ved udbrændt bus
Nyheder

15-årig dreng sigtet efter busbrand

Nyheder

Varmere badevand giver flere havbakterier

Nyheder

DMI varsler om mulige skybrud 

Brud kysser brudgom
Kendte

Spice Girl er blevet gift – igen

Gruppe af politifolk
Krimi

Knivdrama i Københavns Lufthavn

folkemængde til koncert
Kendte

Nu er det slut:

Osbournes

sidste skrål

gamle potter og pander står klar til at blive vasket op
Nyheder

Kro-ejer til tyv:

- Kom og vask op

en mand med kasket
Nyheder

Elon Musk stifter nyt parti

to smilende kokke
Kendte

Jesper Kochs
afløser er fundet

en cykelrytter med solbriller
Sport

Vingegaard: Det var en af de mest stressende etaper

et par smiler til fotografen
Kendte

Monetz-parret sætter
villaen til salg

en tennisspiller ser ærgerlig ud
Sport

Eventyret er slut for dansk tennissensation

Nyheder

Ni børn og 18 voksne

er døde efter
oversvømmelser

et kort
Nyheder

Her kommer Danmarks største erhvervsområde til at ligge

eeee
Nyheder

KFC i Danmark

meldes konkurs

en tennisspiller jubler
Sport

Clara Tauson
tager stor sejr

en fladfisk
Nyheder

Dødelig bakterie kan få konsekvenser for fiskefirma

mange personer stillet op til fotografering
Film og TV

Nu genopføres Badehotellet

larver
Nyheder

Giftig larve nu

fundet i Jylland

en politibil på en festivalplads
Krimi

Tissende kvinder

filmet med
vildtkamera på festival

udrykningsblink på taget af politibil
Krimi

Stor teenager sigtet for overgreb på niårig

bygninger lavet i lego
Nyheder

Verdens største

Legoland slår dørene op

beredskab i arbejde
Nyheder

Mindst 24 døde - mange børn er savnet

politifolk på villavej
Krimi

Kvinde fundet død i villakvarter

Ældre par, hun iført solbriller
Kongelige

Eks-konge opereret for kræft

Elefant spiser
Nyheder

Turister dræbt af elefant

Nyheder

Efter 102 år:

Seinen åbnes

for badegæster

Krokodille i vand
Dyreliv

Gigantiske krokodiller på vej til Falster

Togkupe seet inde fra
Krimi

Mand udvises: 

Voldtog 16-årig pige

i regionaltog

lang bil-kø på motorvej
Krimi

Lang kø:

Lastbil væltet på motorvej

tv-værten Melvin med sin mor
Kendte

Dansk tv-vært

køber fodboldklub

mand kigger op mod kameraet
Kendte

Lars Løkke: 

Hjem til Græsted

blåt blink på politibil
Krimi

19-årig får 12 års fængsel 

tre mennesker sidder i sofa
Kendte

Hit-serie vender tilbage

Bus på siden i grøft
Krimi

Busulykke i Tyskland:

Danskere var ombord

Mand på pressekonference
Sport

Her er Vingegaards nye Tour de France-våben

Nyheder

Tankstation er eksploderet 

Mand med solbriller i panden smiler
Kendte

Tarantino-stjerne død

mennesker på  fetival
Nyheder

Våd weekend i vente

portræt af mand med rød kasket
Nyheder

Trump er skuffet 

en mand kigger ind i kameraet
Kendte

Remee risikerer at

miste sit kørekort

en tennisspiller knytter næven
Sport

August Holmgren i ny

vild sejr i Wimbledon

mange passagerer samlet i lufthavn
Nyheder

Flystrejke rammer 300.000 rejsende

en restaurant set udefra
Nyheder

Kendt hotel og
restaurant lukker

madpandekager i et fad
Nyheder

Solgt i hele landet
- spis dem ikke

bowlingkugler
Nyheder

Bebudet konkurs: Bowlingcentre foretog mystisk lukning

to kvinder kommer gående og snakkende
Nyheder

Von der Leyen håber på toldaftale med Trump men forbereder sig på sammenbrud

en mand smiler bredt
Krimi

Dom i største sag
om coronasvindel

sort-hvidt foto af Maude
TV/Streaming

Matador forsvinder fra DR-tjeneste

En mand og en kvinde med en mannequin iført rødt lingeri imellem sig
Nyheder

Sexshop med millionunderskud

Skiltet foran retten i Hjørring
Krimi

Skyldig: Dræbte og voldtog 13-årig pige i Hjallerup

Indgangen til retten i Lyngby
Krimi

Skolepædagog skal i fængsel for krænkelser af piger

Sport

Medier: Fodboldstjerne dræbt i ulykke

facade af en bygning på Nørrebro
Krimi

Fire mænd tiltalt for brandattentat mod dansk NGO

Gul parkeringsbøde i forrude
Nyheder

FDM: Nu er kontroversiel parkeringsbøde helt forbudt

Et kæmpe område med åben ild
Nyheder

Skovbrand hærger danskerparadis

Døren til en politibil
Krimi

Vanvidskørsel: 
19-årig kvinde greb rattet med 110 i timen

To voksne kvinder holder om hinanden, den ene har et barn på skødet
Nyheder

Færgeforlis ved tropeø: 
38 meldt savnet

et potourri af billeder
Debat

Søren Baastrup: Den sindssyge sommerguide

lille flyver ligger på hovedet i mark
Krimi

Fly styrtet på mark

redningsfolk slukker brand
Nyheder

Hamas nærlæser

forslag til våbenhvile

annette heick mellem sine forældre
Kendte

Heick optræder

på Roskilde Festival

billede af en vindmølle
Nyheder

Vestas i flot stigning

helikopter på skyet baggrund
Krimi

Drukneulykke ved

Roskilde Festival

folk solbader på strand
Nyheder

DMI:

Meget mere varme på vej 

rødhåret kvinde og mand i sort jakkesæt
Kendte

Reality-stjerne klar

til Vild med dans

Nyheder

Diddy: Her er dommen

frokosttallerken med laks
Nyheder

Spis det ikke: 

Solgt over hele landet

Nyheder

Flertal udenom regeringen

vil forbyde mandatkøb

Mand sidder ved bord med en kvinde på hver sin side.
Kendte

DiCaprio spottet i København

Mand på den røde løber
Kendte

Få dage før starten:

Rolf dropper touren