Minister og koner misser VM-kamp: DBU vil kræve erstatning

Simon Kjær og frue efter kampen mellem Danmark-Frankrig på Luzjniki stadion i Moskva tirsdag den 26. juni. (Foto: Foto: Liselotte Sabroe/arkiv/Scanpix)

En manglende landingstilladelse i København gør, at kulturministeren ikke kommer til Rusland for at se VM.

Tip det rigtige VM-resultat i Avisen.dk's gratis tips-spil og vind gavekort: www.avisen.dk/vmspil 

Hver dag trækker vi lod om 2 x gavekort på 250 kroner som frit kan vælges på sendentanke.dk

Flyet, der skulle fragte kulturminister Mette Bock (LA) og 144 andre heriblandt flere af spillernes koner til Rusland for at se aftenens kamp mellem Danmark og Kroatien, har ikke fået landingstilladelse i København.

De går derfor - sammen med dele af DBU-toppen - glip af aftenens VM-ottendedelsfinale, der spilles i den russiske by Nisjnij Novgorod.

Det siger kommunikationschef Jakob Høyer fra DBU. Han siger, at selskabet bag, Jordan Aviation, vil betale omkostningerne, men at DBU kommer til at rejse en erstatningssag for at få dækket andre omkostninger.

- Vi havde bestilt busser, forplejning og en række andre ting til det her store selskab, så det er klart, at det er en del omkostninger, vi vil sende videre. Men jeg tror, at den største smerte i det her er de skuffede mennesker, der ikke kommer til VM-fest, siger han.

Gæsterne nåede at tjekke ind i Københavns Lufthavn, inden at meddelelsen om, at flyet ikke havde landingstilladelse i København, nåede dem ifølge DBU.

Derfor er det også en kæmpe skuffelse, at de mange rød og hvid-klædte mennesker ikke kunne komme af sted for at se aftenens kamp, der fløjtes i gang klokken 20 dansk tid, mener Jakob Høyer.

- Så meget desto mere håber vi på en dansk sejr i aften, så vi kan arrangere en tur til kvartfinalen.

Hvis Danmark spiller sig i kvartfinalen, vil I så arrangere en ny tur med samme flyselskab?

- Vi vil meget gerne invitere minister, bestyrelse og vores kommercielle partnere til kvartfinalen, men det bliver med et andet selskab, det er jeg ret overbevist om, siger Jakob Høyer.

/ritzau/