EU's liste over problematiske stoffer i produktionen - kaldet REACH - er under kritik for at koste små og mellemstore virksomheder i industrien dyrt på grund af unødige krav til dokumentation og godkendelser. Det skriver Jern og Maskinindustrien.
REACH forpligter virksomhederne i EU-landene til at forlade brugen af de mest sundheds- og miljøfarlige kemikalier og i stedet bruge et mindre farligt kemikalie, hvor det er muligt. Alternativt kræves der godkendelse til fortsat brug af de problematiske stoffer, hvor 22 lige nu er på REACH-listen, og flere hundrede er på vej ind.
- Det er beklageligt, at de små virksomheder skal ud i en økonomisk byrde på grund af godkendelsesordningen. Det vil være en en stor belastning ressourcemæssigt at gå med ind i arbejdet for at sikre, at der bliver givet godkendelse til ens anvendelse, hvilket kan øge omkostningsniveauet, og det er ikke sjovt for små virksomheder, siger specialkonsulent i Dansk Industri Miljø, Vibeke Plambeck.
Dansk Industri arbejder nu på at få EU Kommissionen til at udstede generelle godkendelser til videre brug på områder, hvor stofferne håndteres forsvarligt i industriproduktionen og i dag ikke kan udskiftes med et alternativt stof. Flere danske medlemmer af Europaparlamentet bakker kritikken op.
Bendt Bendtsen sidder med i EU's Industriudvalg og europæiske netværk for små og mellemstore virksomheder, og han peger på, at REACH i en undersøgelse udarbejdet af EU Kommissionen blandt 1000 europæiske virksomheder er udpeget til den største administrative byrde.
Også EU-parlamentsmedlem Jens Rohde (V) kræver revision af REACH. Han kritiserer, at REACH blot vil presse produktionproduktionsvirksomheder ud af Europa for at placere dcen problematiske produktion i ekspempelvis Asien. Det skyldes, at det fortsat er tilladt at importere varer til EU, som er fremstillet på en måde, der på grund af REACH ikke længere vil være tilladt at benytte i Europa.