Over hundrede migranter trængte natten til søndag ind i den velbevogtede nordfranske havn i Calais i håb om at kunne komme til Storbritannien.
- Over 50 af migranterne klatrede ved hjælp af stiger om bord på færgen "Calais Seaways", som var kommet ind fra Dover. To faldt i vandet og blev reddet hurtigt af redningsmandskab, siger en talsmand for politiet i Calais, Jean-Philippe Vennin.
Mindst 46 af de migranter, som kravlede om bord på færgen, blev hurtigt pågrebet af politiet.
Men flere andre kravlede rundt på skibets ydre catwalk. Der blev tilkaldt brandfolk med særligt udstyr for at få dem ned.
Migranter kravlede også om bord på en færge drevet af det danske rederi DFDS ved hjælp af en stige, som de fandt i havnen.
I Calais blev de tilbageholdte migranter kørt til politihovedkvarteret i busser. Færgetrafikken over Den Engelske Kanal blev forsinket flere steder på grund af episoden.
Politiet i Storbritannien undersøgte nøje de køretøjer, som kørte fra borde fra færgen, da den nåede til Dover. Skibet blev også ransaget fra top til bund.
Myndighederne i Calais og menneskerettighedsgrupper anslår, at der bor adskillige hundrede migranter i Calais-området, hvor de håber på at få en chance for at komme over kanalen.
Calais har tidligere været en magnet for flygtninge og migranter i adskillige år, hvor hundredtusinder har håbet på at komme illegalt til Storbritannien.
Det var i Calais, at myndighederne i 2016 fjernede Europas største migrantlejr, der fremstod som et af kontinentets store slumkvarterer.
/ritzau/AFP