Michelin-kokken Paul Cunningham har indledt et samarbejde med McDonalds om at kreere en ny burger. Det skriver Politiken.
- Det bliver en slags bøf bearnaise – bare som burger, siger Paul Cunningham til avisen.
Paul Cunningham, der er chefkok på den to-stjernede Michelin-restaurant Henne Kirkeby Kro i Vestjylland, fortæller, at der bliver tale om en “mainstream-burger”, der kommer til at koste 60 kroner.
Stjernekokken siger, at han gør det, fordi han synes “projektet er sjovt” og så understreger Cunningham, at han ikke har nogen skrupler ved at indlede et samarbejde med McDonalds.
Cunningham er ligeglad med, hvad folk tænker.
- De kan tænke, hvad de vil. Haters gonna hate, siger han og undrer sig over, hvorfor kokke ikke må træde lidt ved siden af.
- Hvad med Mads Mikkelsen, der tjener en formue på at lave reklamer for Carlsberg? Hold nu kæft, hvorfor skal kokke være mere hellige end andre? Det forstår jeg ikke, siger han.
Burgere og Michelin-kokke er efterhånden ved at udvikle sig til en trend. Cunninghams kollega Rene Redzepi fik folk til at stimle til, da Noma i foråret 2020 lancerede en burger, og succesen førte til, at de eftertragtede Noma-burgere vender tilbage som en fast del af menuen på en ny restaurant i hjertet af København.
Paul Cunninghams burger bliver lanceret i danske McDonald’s-restauranter den 19. januar og kan købes frem til 12. april.