Den verdenskendte danske Michelin-restaurant Noma skabte stor opmærksomhed, da man i maj åbnede i ny forklædning - med noget så jordnært som burgere på menuen.
Corona-nedlukningen betød, at Noma i sommer valgte at skifte de højtravende nordiske feinschmecker-menuer ud med to forskellige slags burgere, der blev solgt fra en en midlertidig pop-up-restaurant. Det skabte lange køer, og burgerne blev revet væk.
Nu vender Noma-burgerne tilbage som en fast del af menuen på en ny restaurant, som åbner i december. Det skriver Politiken.
Den nye restaurant får navnet "Popl" og åbner i de lokaler i Strandgade, som tidligere husede Noma’s søsterrestaurant "108". Restauranten måtte dreje nøglen om i september på grund af corona og et markant fald i antallet af turister i København.
Navnet “Popl” kommer fra ordet "populus", der på latinsk betyder mennesker - og de mennesker, der kommer for at spise burgere får fire forskellige slags burgere at vælge imellem - inklusiv vegetarburgerne, som stod for 30 procent af salget under sommerens pop-up.
Noma-chefen Rene Redzepi glæder sig til at genoptage sommerens burger-succes og lave mad for “folket”.
- Jeg har lavet mad i 28 år, men kun på gourmetniveau, så det var første gang, at vi lavede noget, som alle gerne ville have. Burger har jo virkelig en udlignende faktor, når det kommer til mad. Uanset om du sidder i din store villa i Vedbæk eller i en lille hybel, så spiser du højst sandsynligt en burger engang imellem, siger Rene Redzepi til Berlingske.
Restaurant Popl forventes at åbne 3. december.