På torsdag skal Østrigs forbundskansler, Sebastian Kurz, mødes med Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S) og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i Israel.
Det skriver førstnævnte på Twitter.
Her skal de tre statsledere blandt andet tale om samarbejde om forskning og produktion af vacciner mod coronavirus.
- Vores førsteprioritet er at fremskynde produktion og indkøb af vacciner til fremtiden, skriver Sebastian Kurz på Twitter.
Statsministeriet har endnu ikke bekræftet besøget. Ritzau forsøger at indhente en kommentar fra Statsministeriet.
Danmark indtrådte sidste år i en alliance af lande, såkaldte first mover-lande, der handlede hurtigt i coronakrisens første fase, og som vil hjælpe hinanden med at løse de udfordringer, som pandemien fører med sig.
- Vi har siden foråret (sidste år, red.) været i tæt kontakt med vores samarbejdspartnere Danmark og Israel i gruppen af first mover-lande. Nu vil vi udbygge samarbejdet, skriver Sebastian Kurz.
Mette Frederiksen har tidligere rost Israel for at være meget langt fremme i forhold til at få vaccineret landets borgere.
Israel har sammen med blandt andet USA og Storbritannien været hurtigere end EU-landene til at få vaccineret sine borgere.
Israel, der har omkring ni millioner indbyggere, har tidligere udtrykt en ambition om at få vaccineret alle indbyggere på 16 år og derover i landet inden udgangen af marts.
I Danmark med knap seks millioner indbyggere, hvor de første vaccinationer blev foretaget 27. december sidste år, er ambitionen, at det skal ske omkring tre måneder senere.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyser lørdag på Twitter, at 412.358 personer i Danmark har påbegyndt vaccination mod coronavirus, hvilket svarer til 7,1 procent af den danske befolkning.
Heraf er 182.074 færdigvaccinerede, hvilket svarer til 3,1 procent af befolkningen.
/ritzau/