I USA plejer man at sige, at kampen om præsidentposten starter dagen efter midtvejsvalget. Denne gang er ingen undtagelse. Her, halvanden uge efter republikanerne fik en lussing ved midtvejsvalget, er de første fire kandidater klar til kamp for at overtage posten efter George W. Bush ved præsidentvalget i november 2008.
Tre republikanske politikere oprettede i sidste uge såkaldte ?exploratory committees?. Det betyder, at de kan rejse kampagnebidrag, uden at være tvunget til at indberette, hvor de bidrag stammer fra. Torsdag fulgte frontkandidaten John McCain i deres fodspor og udvidede det foreløbige felt til fire kandidater.
De to mest interessante kandidater er senator John McCain og den tidligere borgmester i New York, Rudy Giuliani. De har længe været to af de højst profilerede kandidater til at blive Det Republikanske Partis førstevalg til topposten. Partiet vælger sin kandidat på et konvent, der bliver afholdt i september 2008 ? to måneder før valget.
Krigshelt mod terrorhelt
For Rudy Giuliani begyndte valgkampen 11. september 2001, da to fly bragede ind i World Trade Center. Den daværende borgmester i New York blev med ét nationalt ikon i USA. Siden har der været spekulationer om hans politiske ambitioner i forhold til Det Hvide Hus, og sidste uge bekræftede han sit kandidatur.
John McCain er derimod en vaskeægte krigshelt. Han er kompromisløs, når snakker falder på tortur, og det er der en grund til. I 1967 blev hans jagerfly skudt ned under Vietnam-krigen, og McCain sad derefter fem år i et Nordvietnamesisk fængsel, hvor han dagligt blev tortureret. Hvis den 70-årige McCain ender med at vinde valget, så vil han være 72 år gammel, når han tiltræder, og dermed blive USA?s ældste siddende præsident. Det faktum kan nemt blive McCains største hæmsko under hans valgkampagne.
Giuliani er derimod ?kun? 62 år gammel og en ren vårhare i forhold til McCain. Hans hæmsko er den manglende erfaring med politik på nationalt niveau.
On the road again
Giuliani, McCain og alle de andre begynder nu et langvarigt kampagnearbejde, som vil strække sig indtil valgdagen. I mellemtiden vil mange flere kandidater komme til, og de fleste falde fra igen. Mange af de store profiler venter bevidst med at melde sig aktivt ind i kampen før langt senere i forløbet, så medier og befolkning ikke bliver trætte af at høre om dem. Til gengæld vil hele verdens medier bruge det næste lange stykke tid på at spekulere på, hvilke to kandidater, som ender med at repræsentere de to store partier i USA.