Fløjspilleren Osama Akharraz er tilsyneladende så utilfreds med sin situation i superligaklubben AGF, at han overvejer at forlade klubben.
Akharraz, der søndag eftermiddag lavede sejrsmålet til 2-1 mod OB, lufter mandag sin utilfredshed på Twitter.
- Føler mig overhovedet ik værdsat i AGF jeg har fucking! lige sikret klubben 3 vigtige point. Nu smutter jeg til Kbh og måske blir jeg der!, skriver Osama Akharraz.
AGF's sportschef Brian Steen Nielsen oplyser over for tipsbladet.dk, at han intet kender til Akharraz' Twitter-udbrud.
Det er ikke første gang, det temperamentsfulde talent gør sig bemærket med markante udfald på Twitter.
Han har tidligere kritiseret træner Peter Sørensens dispositioner og AGF's spillestil, ligesom han i efteråret mente, at dommer Michael Tykgaard ikke havde nogen "nosser".
Sidste forår blev han sat af AGF-holdet, fordi han ifølge Peter Sørensen over en længere periode havde "vist en uengageret adfærd, der er uforenelig med det at være en del af vores trup".
Osama Akharraz har spillet 35 superligakampe og lavet otte mål for AGF, siden han kom til klubben sidste vinter.
/ritzau/