Kronprinsesse Mary oplever en del i disse dage. Forleden spiste og sludrede hun sammen med 400 enlige i Nørrebrohallen i København.
I dag er hun landet i Burkino Faso for at tale med politikere og organisationer om ligestilling, mødres dødelighed og børneægteskaber.
Kronprinsesse Mary besøger klinikker og organisationer, der blandt andet arbejder for at forbedre kvinders og pigers seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder. Foto: Scanpix
Den danske delegation bliver modtaget med smil og åbenhed - og ikke mindst gaver. Kronprinsessen og udenrigsministeren har blandt andet fået en ged og fire høns.
Geden gnubber sig kærligt op ad Marys bukser. Foto: Scanpix.
Besøget i det vestafrikanske land er også en optakt til kronprinssessens deltagelse i "Women Deliver", som er verdens største kvindekonference og holdes i København i dagene 16. til 19. maj.
Kronprinssessen er i øvrigt protektor for konferencen.
Kronprinsessen er af sted sammen med udenrigsminister Kristian Jensen, og de skal udover et besøg hos landets præsident også besøge en danskstøttet sundhedsklinik og møde beboere i en burkinsk landsby.
Kronprinsesse Mary og udenrigsminister Kristian Jensen på visit hos Burkina Fasos præsident Roch Marc Andre Kabore på hans palads. Foto: Scanpix
Danmark har støttet Burkina Faso siden 1971 og med hjem til Danmark vil udenrigsministeren have et underskrevet dokument på et femårigt landeprogram fra 2016 til 2020 på en milliard kroner.
Danmark støtter programmer på menneskerettigheds- og retsområdet, vand og sanitet, landbrug og privatsektoren.
Kronprinsesse Mary holder her 15-årige Mouniratous barn. Foto: Scanpix