Drømmen om en plads på Morten Olsens VM-hold til sommer koster Martin Jørgensen kassen.
Fra en årsløn på over 13 millioner kroner i Fiorentina må han nemlig tage til takke med en løn på godt halvanden million kroner i AGF.
Som en lille lindring mod lommesmerter får Martin Jørgensen dog lov til at slippe med at betale 30 procent i skat på grund af den såkaldte "forskerordning".
Det 34-årige landsholdsikon har allerede meldt ud, at han ser sit skifte som sin VM-chance, skriver Sporten.dk.
"Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg gør det, fordi der er VM til sommer. Jeg har brug for mere spilletid, end det jeg fik end i Italien, og det er den grund, der har vejet tungest. Og så har jeg hele tiden sagt, at der kun var en klub i Danmark," sagde Martin Jørgensen, da han i går skrev under på kontrakt med AGF frem til sommeren 2011.
Men på trods af den relativt beskedne årsløn på halvanden million kroner tynder Jørgensen alligevel lønbudgettet så meget, at klubben ikke har råd til at betale hans løn det første halve år.
Derfor må velhavende venner af AGF splejse til hans løn til at begynde med.
"Brian (Steen Nielsen, sportschef, red.) havde opbrugt sit budget. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi får hjælp af venner af huset til at betale en stor del af lønnen i det første halve år," forklarer Jan Christensen, der er koncerndirektør i Århus Elite, over for jp.dk.
Om et halvt år skal AGF så selv betale lønnen til Martin Jørgensen.