Selvom dronningens 75-års fødselsdag er en ugelang affære med planlagte begivenheder, skal der alligevel være plads til overraskelser.
Og sådan en får dronning Margrethe tirsdag. Her skal hun nemlig afsløre sin fødselsdagsgave fra Nationalmuseet. Det skriver museet i en pressemeddelelse.
Men ikke alt ved gaven er en overraskelse. Dronningen ved nemlig godt, at hun får et portræt malet af kunstneren Lars Physant, som hun har arbejdet tæt sammen med, mens han har portrætteret hende. På maleriet vil der blandt andet være referencer til dronningens største interesser, men også et særligt hjertebarn har sneget sig ind i penselstrøgene.
- Jeg har indbygget en række referencer til historien og arkæologien, men der et ét historisk monument, som Dronningens hjerte banker helt særligt for, siger kunstneren bag portrættet.
Monumentet i maleriet og titlen er en overraskelse, og det må både dronningen og resten af befolkningen vente til tirsdag eftermiddag med at finde ud af.
Efter afsløringen af dronningens nye portræt, uddeler hun arkæologisk legat til Poul Otto Nielsen, der blandt andet har skrevet en bog om oldtiden i Danmark.
Newspaq