En 26-årig mand er i Østre Landsret blevet idømt ni års fængsel efter en grov voldtægt mod en 18-årig kvinde i Rønne sidste år.
Det oplyser TV2 Bornholm.
Dermed skærpede landsretten den straf på syv års fængsel, som Retten på Bornholm i juni nåede frem til.
Om natten den 30. marts 2019 mellem klokken 04.30 og 05.00 bankede det på havedøren til den unge kvindes lejlighed i Rønne. Da hun åbnede døren på klem, blev det begyndelsen på et vågent mareridt.
Awet Tesfay Fantay skubbede havedøren ind og forsøgte at voldtage kvinden.
Han pressede hende ned i en sofa, og for at forhindre hende i at råbe efter hjælp pressede han en finger i hendes mund, ligesom han slog hende flere gange i hovedet.
Samtidig forsøgte han at klæde sig af for at voldtage hende.
Det lykkedes den 18-årige at vriste sig løs ved at slå og sparke overfaldsmanden. Hun slap ud af lejligheden og flygtede ad Stenbanen, der ligger i centrum af Rønne.
Her blev hun indhentet og væltet omkuld af Fantay. Han truede med at slå hende ihjel og tog fat om halsen på hende med begge hænder.
Mens han holdt fast om hendes hals med den ene hånd, tog han hendes tøj af med den anden og voldtog hende.
Efter voldtægten stak han af fra stedet, men kort efter anmeldelsen fandt en hundepatrulje frem til ham i en ejendom, hvor han blev anholdt.
Foruden voldtægt blev Fantay dømt for drabsforsøg, da kvinden var i livsfare under det brutale overfald. På grund af halsgrebet fik hun punktformede blødninger bag begge ører og begge ydre øjenlåg.
Ud over de ni års fængsel bestemte Østre Landsret, at Awet Tesfay Fantay, der kommer fra Eritrea, skal udvises for bestandigt.
/ritzau/