At se jorden fra rummet er fantastisk - og man indser, at det er et fælles hjem, fremfor en række lande med grænser imellem sig.
Det siger Den danske astronaut Andreas Mogensen fra Den Internationale Rumstation (ISS).
- Vi er alle mennesker, der bor på den samme planet, og hvis vi kunne lære at leve fredfyldt side om side, ville mange af vores problemer forsvinde, siger han.
I en livetransmission talte han mandag med Ferenc Krausz, der sammen med to andre vandt Nobelprisen i fysik 2023, og Moungi Bawendi, der var et af tre modtagere af årets kemipris.
Her fortæller astronauten også om, hvilken slags forskning han lige nu arbejder på.
Mandag har han indgivet spyt-, urin- og blodprøver til fysiologiske studier, og den sidste uge har han blandt andet set på hjerneceller, og hvordan de aldres.
- Vores kroppe er helt klart påvirket af vægtløsheden og meget andet, herunder den rumstråling, som vi er udsat for. Nogle af tingene forstår vi - eksempelvis tabet af muskelmasse og knogletæthed, forklarer han.
Andre konsekvenser af det længere ophold i rummet, er man dog stadig ved at lære om.
Herunder hvordan immunsystemet påvirkes af stress, og hvordan blodet omfordeles i kroppen.
- Så der er mange ting, vi stadig undersøger, som er vigtige, når vi rejser videre ud i rummet.
Og netop rejsen videre ud i rummet, er en af de ting, der holder Andreas Mogensen motiveret under den seks måneder lange mission.
- Jeg er spændt på det næste skridt. At tage tilbage til Månen og forhåbentlig blive. Og forhåbentlig derefter tage videre til Mars og undersøge, om der nogensinde har været liv.
De to nobelprismodtagere bad under samtalen også den danske astronaut om at vise noget, som han har taget med sig op til rumstationen: en 100 år gammel guldmedalje.
- Det er medaljen, som Niels Bohr modtog, siger Andreas Mogensen, mens han holder den pris, som den danske fysiker modtog i fysik i 1922, op mod kameraet.
/ritzau/