Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser fredag eftermiddag en 28-årig mand, som er stukket af fra politiet, mens han var anholdt.
Vagtchef Simon Skelkjær oplyser, at manden "løb hurtigere end politiet", da han var på vej til at blive ført ind i Retten i Viborg før et grundlovsforhør.
Vagtchefen understreger, at manden, der undløb fra retsbygningen omkring klokken 13.15 fredag, ikke er farlig.
- Der er ingen grund til, at folk bekymrer sig, siger han.
Manden beskrives som værende 185 centimeter høj og almindelig af bygning.
Han har samtidig en rød tatovering under højre øje.
Manden er sigtet for overtrædelse af narkotikalovgivningen. Politiet har for nuværende ikke modtaget nogen tips om, hvor manden befinder sig.
Ifølge Viborg Stifts Folkeblad spurgte manden flere betjente, om han måtte låne toilettet i retsbygningen.
Det fik han tilladelse til, hvorefter han begyndte at løbe.
Det førte til større tumult ved indgangen, inden manden løb hen over parkeringspladsen, lyder det.
Også en 25-årig mand er sigtet i sagen ifølge mediet. Han er ikke flygtet og endte med at blive fremstillet i grundlovsforhør.
De er sigtet for i forening at have været i besiddelse af knap 250 gram kokain samt 31.000 kroner i kontanter, som ifølge politiet stammer fra narkosalg.
Borgere opfordres til at henvende sig til politiet på telefon 114, hvis man ser den 28-årige mand eller har kendskab til hans opholdssted.
/ritzau/