Når han i øjeblikket toner frem hver fredag i seerhittet ’Forræder’ på TV2, er han en af de loyale spillere. Og det fortsætter videre i privaten. Her har den kendte DJ Emil Lange i over et år dannet par med danseren Celine Emilie Friis, og i tirsdags gik han skridtet videre.
På Instagram afslører parret nemlig, at ’Forræder’-spilleren har været nede på knæ og med et billede af en meget stor diamantring er svaret ikke til at tage fejl af.
- Ja til for evigt, lyder kommentaren fra Celine Friis til billederne, hvor man også kan se parret omfavne hinanden.
Det er blot tre måneder siden, den 34-årige DJ luftede sin kærlighed offentligt første gang. Her dukkede han og Celine Emilie Friis op til premieren på Peter Schmeichel-dokumentaren, hvor de kunne fortælle, at de havde været kærester i et år.