To mænd, Daniel Graham på 39 og Adam Carruthers på 32, er fundet skyldige i at have fældet det ikoniske Sycamore Gap-træ i det nordlige Storbritannien. Det skriver BBC. Tilbage i 2023 blev træet, der er et af Storbritanniens mest kendte, fældet.
Det trak internationale overskrifter, da det ikoniske træ blev væltet. Fredag er to venner på 39 og 32 år fundet skyldige i fældningen. (Arkivfoto). Oli Scarff/Ritzau Scanpix
- På tværs af landet og på tværs af kloden lød reaktionen hos alle fornuftige personer, at folk var vrede og kede af det, sagde anklager Richard Wright KC i retten. Retten fandt, at mændene, der er venner, fældede træet for sjov.
- Hvem kan finde på at gøre sådan noget? Tage noget så smukt og ødelægge det for ingen sags nytte, tilføjede anklageren.
Og globale overskrifter om fældningen fik ikke vennerne til at angre, lød det i rettens begrundelse ifølge The Guardian.
Begge mænd nægtede fældningen og forklarede sig med, at de var hjemme på tidspunktet for fældningen.
Sådan lød forklaringen på trods af politiets beviser, der sladrede om, at Daniel Grahams bil og telefon blev brugt under forbrydelsen.
Begge mænd havde optagelser af fældningen på deres telefoner. I retten blev der oplæst beskeder, som de havde sendt til hinanden. Beskederne handlede blandt andet om den store interesse i sagen fra den internationale presse.
Sycamore Gap-træet var blandt andet med i filmen "Robin Hood: Den Fredløse", der udkom i 1991 og har Kevin Costner i hovedrollen. Det tog en enig jury fem timer at komme frem til konklusionen, at de to mænd skulle kendes skyldige i fældningen.
Sycamore Gap-træet var angiveligt et af de mest fotograferede træer, før to engelske mænd valgte at fælde træet en nat i september i 2023. (Arkivfoto). Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Retssagen forløb over otte dage ved Newcastle Crown Court i det nordøstlige England. Træet stod i en lille kløft - gap på engelsk - mellem to skråninger, og det var et populært motiv.
Sycamore Gap-træet blev kåret til årets træ i Storbritannien i 2016.
Dommer i sagen Justice Lambert oplyste i retten, at hun vil udmåle straffen 15. juli, men at de to mænd kan se frem til en "lang tid" bag tremmer.
/ritzau/