Brøndbys midtbanegeneral Christian Nørgaard er ærgerlig over, at Lyngby er truet af en konkurs.
Nørgaard har været ungdomsspiller i Lyngby og nåede i 2011 at spille en enkelt officiel fodboldkamp, da han som 17-årig blev indskiftet i en 2-2-kamp mod HB Køge.
Søndag står Brøndby til at skulle spille en superligakamp ude mod Lyngby, men ingen ved, om den kamp bliver spillet.
- Det er lidt bizart. Det er ikke noget, som nogen bryder sig om. Især ikke i Lyngby, som har prøvet det før.
- Og man havde håbet og troet på, at Lyngby havde sat sig i en position, hvor det ikke skulle ske igen, siger Nørgaard.
I ungdomsårene var Nørgaard med til at se Lyngby rykke op og ned fra Superligaen, efter at klubben i 2001 var gået konkurs.
23-årige Nørgaard skiftede i 2012 fra Lyngby til Hamburger SV i Tyskland, inden turen gik til Brøndby i 2013.
Den økonomiske krise i Lyngby er smertefuld at følge udefra for den nuværende stamspiller i Brøndby.
- Det gør også ondt på mig. Jeg har brugt mange år i den klub, hvor jeg har spillet og været glad for at være. Jeg ved, hvor god den er for unge spillere til at udvikle sig i.
- Det vil være virkelig ærgerligt, hvis det skulle gentage sig for Lyngby. Det gør også, at vores situation i weekenden ikke er helt afklaret.
- Men vi fokuserer på kampen, som skal vi spille den på søndag, siger Nørgaard.
Lyngby, der i øjeblikket kæmper for at finde en køber til klubben, så spillerne kan få løn, skal efter planen spille mod Brøndby søndag klokken 18.
/ritzau/