1. divisionsklubben Vejle var under pres efter Esbjergs sene sejr over FC Roskilde lørdag.
Men søndag stod Vejle for presset, besejrede Nykøbing FC 2-1 og hentede tre vigtige point i kampen om oprykning til Superligaen.
Angriberen Imed Louati løb med fokus, da han stod for begge Vejles mål i sejren.
Med tre runder igen har Vejle et enkelt point ned til Esbjerg og fem point til Viborg på tredjepladsen. Førstepladsen giver direkte adgang til Superligaen, mens nummer to og tre skal møde hold fra den bedste række i to playoffkampe.
Vejles sejr blev allerede grundlagt i det fjerde minut, da Imed Louati var på pletten for vejlenserne.
Det samme var han fire minutter før pausen, da han satte hovedet på et indlæg fra højre side, og med 2-0 i pausen var der kurs mod tre vigtige Vejle-point.
Nykøbings Nicolai Jessen fik reduceret med 13 minutter tilbage, men det lykkedes ikke for Nykøbing at udligne.
I de tre sidste kampe skal Vejle møde Skive, FC Fredericia og Thisted, mens Esbjerg skal dyste mod Viborg, Skive og HB Køge.
/ritzau/