Lottomillionær: Jeg bliver ved med at arbejde

Kvinden fortæller, at hun aldrig har haft mange penge, og at hun hører til lavindkomstgruppen. (Foto: Foto: Danske Spil)

Lottovinder vil blive i jobbet og har ikke de store planer med sin store Lottogevinst. En uges ferie i Italien bliver det dog nok til.

Først blev nul rigtige til 100.000 for en kvinde i 50’erne, men det var 1.000.000 kroner - altså en rund million - som kvinden fra Ringsted-egnen havde scoret i Lotto.

Kvinden havde ingen rigtige på kuponen, men var så heldig at blive trukket op af hatten, da Danske Spil trak ud til Millionærgarantien.

Kvinden anede ingenting om hendes status som nyslået millionær, før hun som vanligt gik ned til Bladcentralen i Ringsted for at få tjekket sin kupon.

- Jeg har spillet Lotto, siden det startede, - godt nok med pauser, når der ikke var penge til det. Og jeg elsker spændingen ved at sidde lørdag aften og tjekke tallene. Men det havde jeg jo gjort- så jeg havde ingen forventning om, at der var gevinst, fortæller kvinden til Danske Spil.

Men personen i kiosken kunne meddele, at der var en gevinst på mindst 10.000 kroner, og at kvinden skulle gå i banken – og komme tilbage og give lagkage, når hun fandt ud af, hvor stor gevinsten var.

- Jeg sagde, at det skulle jeg selvfølgelig nok. Haha. Og så gik jeg i banken.

I banken fik kvinden udleveret en seddel med en masse nuller.

- Og jeg tænkte, ja undskyld mig, Hold da kæft! Har jeg vundet 100.000? Og hun sagde: Nej, Det er altså en million. Så kunne jeg næsten ikke være i min krop. Jeg blev bare så glad.

Den heldige vinder forklarer, at hun aldrig har haft mange penge, og at hun hører til lavindkomstgruppen.

- Men jeg har et arbejde, jeg er glad for, og jeg vil selvfølgelig blive ved med at passe mit job, selvom jeg har vundet.

Kvinden har ingen børn, men vil formentlig dele noget af gevinsten med sine søskende. Derudover har hun købt en ny telefon og overvejer en fladskærm. Men da det ikke er gået helt op for hende, at hun er blevet millionær, er der endnu ikke de store planer med gevinsten.

- Alle siger, jeg skal tage på en lang ferie. Men det kan jeg jo ikke på grund af arbejdet. Men jeg tror da, at jeg skal en tur til Italien til sommer. Bare en uge. Jeg er ikke så vild med at være for længe væk hjemmefra.