TV2-værten Cecilie Beck tænker altid med det samme på de pårørende, når hun hører om en ulykke.
Hun mistede nemlig sin lillebror Mathias i en trafikulykke for 26 år siden. Og den tragedie sidder fortsat dybt i hende, fortæller hun i et interview med ugebladet Ude & Hjemme:
- Jeg har to andre søskende, og vi var jo vant til at være en flok på fire. Pludselig er man kun tre. Det gør da forbandet ondt, og jeg tænker altid straks på de pårørende, når jeg hører om en ulykke. For jeg ved præcist, hvor forfærdeligt det er at få beskeden, og hvordan det er at leve med sorgen, fortæller hun.
Hendes dengang 17-årige lillebror skulle prøve en tur på en motorcykel, men mistede kontrollen, kørte ind i en elmast og mistede livet:
- Det var så gennemført rædselsfuldt. Jeg kan huske, at jeg kom hjem fra journalisthøjskolen den dag og afspillede min telefonsvarer, og så lå beskeden der fra min mor, fortæller Cecilie Beck.
Familie i undtagelsestilstand
Hun fortæller også, at der gik nogle år, hvor der nærmest var "undtagelsestilstand i familien", og hvor hun fik det dårligt hver gang telefonen ringede.
Det var "den værste periode i mit liv", siger hun.
I dag fylder sorgen fortsat meget i familien særligt, når den er samlet. Dér mangler Mathias, fortæller Cecilie Beck til Ude & Hjemme.