EU-landene har stor appetit på at fokusere mere på det almindelige rugbrødsarbejde snarere end på store diskussioner om at lave alting i EU om.
Det er meldingen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fredag ved ankomsten til det digitale EU-topmøde i Tallinn.
Torsdag aften havde EU-lederne en uformel diskussion om fremtidens EU-samarbejde. Her skulle de efter planen lade tankerne flyve.
- Der var mange, der ligesom jeg fokuserede på, at nu skal vi levere på det, vi har lovet at levere på, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Det var ret gennemgående, siger han.
Og det, som EU har lovet at levere på, handler om at få styr på migrationskrisen, på sikkerheden i EU og på at sikre økonomisk vækst.
Lars Løkke Rasmussen siger, at stats- og regeringscheferne ikke mindst er optaget af at diskutere, hvordan EU kan samarbejde mere med Afrika om at bremse strømmen af migranter.
- Kunne vi gøre mere, hvis vi løfter i flok? Udvikle en strategi, hvor vi på en og samme tid yder en slags Marshall-hjælp til Afrika og så til gengæld sikrer os, at vi ikke får de migrationsstrømme, vi har set, siger statsministeren.
- Det synes jeg, at der var en appetit på. At få diskuteret politik, siger han.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har derimod store planer om at lave om på samarbejdet.
Som, det fungerer i dag, er det for svagt, for langsomt og for ineffektivt, sagde han i en stor tale i Paris i tirsdags.
Macron vil blandt andet have fuld fart på eurosamarbejdet, på forsvarssamarbejdet, på retsområdet og fælles asylpolitik.
Og han synes også, at han fik opbakning under topmødets diskussion om fremtidens Europa.
- Diskussionen viste, at der er en fælles erkendelse af behovet for et spring fremad i Europa, siger Macron.
EU-præsident Donald Tusk kalder debatten om fremtidens Europa "god og konstruktiv".
Om to uger vil han præsentere sine forslag til vejen videre frem efter EU-ledernes diskussion.
/ritzau/