I 2009 gav statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vælgerne et verbalt håndslag på ti mål, der skulle sikre et rigere, sundere og bedre Danmark og give borgerne mulighederne for at opnå "den danske drøm". De skulle nås i 2020.
Morgenavisen Jyllands-Posten har i sin søndagsudgave gennemgået alle de ti mål. Og status er, at kun et er opfyldt.
Lars Løkke Rasmussen har været statsminister fra april 2009 til oktober 2011 og har været statsminister igen siden juni 2015.
Fra 2011 til 2015 var Helle Thorning-Schmidt (S) statsminister.
- Det må ikke blive planløst dagdrømmeri. Vi skal i vågen tilstand handle - målrettet og konsekvent.
- Vi har brug for noget, befolkningen kan holde os op på, sagde Lars Løkke Rasmussen ifølge Jyllands-Posten på Venstres landsmøde i 2009.
Målene dækkede en række helt konkrete ting, der skulle være gået i opfyldelse i 2020. Blandt andet mål for middellevetid, integration og uddannelse.
Et af målene var, at Danmark skulle have mindst et universitet i top ti i Europa. Her er det højeste placerede universitet i dag Københavns Universitet, der ligger på en 43.-plads.
- Man kan nok næppe spare sig til at nå toppen, siger direktør for Danske Universiteter Jesper Langergaard til Jyllands-Posten med henvisning til, at universiteterne i en årrække har skullet spare to procent årligt.
Et andet af Løkkes mål var at bringe danskernes middellevetid op blandt de ti bedste i verden. Danmarks placering er for nuværende 25.
- Regeringen og Folketinget har ikke fulgt nogen af forebyggelseskommissionens forslag, siger Finn Diderichsen, der har forsket i sundhedspolitik, til avisen.
Det med henvisning til den regeringsnedsatte kommission, der skulle komme med bud på, hvordan middellevealderen kunne øges.
- Det kan ses sort på hvidt, at vi endnu ikke er i mål med de ti målsætninger, siger Venstres politiske ordfører, Britt Bager, til Jyllands-Posten, men peger på, at det dog er gået fremad set med hendes øjne.
- Ud fra et Venstre-synspunkt kan det ikke diskuteres, at vi har gjort Danmark til et bedre land, siger hun.
/ritzau/