Det bliver Kresten Vendelboe, som overtager Ole V. Christiansens plads som formand for LO Aarhus, skriver Århus Stiftstidende.
Ole V. Christiansen stoppede som formand før tid efter en række upassende episoder under en julefrokost for ansatte i LO Aarhus midt i december.
Ifølge Århus Stiftstidende skulle Ole V. Christiansen have "mere end tjattet til en mandlig ansat og derudover have forulempet en kvindelig medarbejder".
Bestyrelsen aftalte efterfølgende med Ole V. Christiansen, at han trådte tilbage af personlige årsager.
54-årige Kresten Vendelboe er nu valgt som formand på et ekstraordinært møde i repræsentantskabet. Ingen af parterne har ønsket at fortælle om aftalens indhold.
- Det er en usædvanlig situation. Men jeg har bevidst valgt at holde to skridts afstand til oplysninger angående den tidligere formands afsked og den indgåede fratrædelsesaftale. Derfor kan jeg uden at være forudindtaget afvikle samtaler med de medarbejdere, som ønsker at vende sagen med mig, siger Kresten Vendelboe, som er valgt for fire år, til Århus Stiftstidende.
Kresten Vendelboe har tidligere været lokalformand for Malerforbundet i Aarhus i syv år, og sad indtil 2018 i fire år som landsformand i Malerforbundet.
- Jeg søger altid de løsninger, som gør flest tilfredse. Det er også min indgang til arbejdet i LO Aarhus, forklarer han til avisen.
En af Kresten Vendelboes første store opgaver er en lokal fusion af LO og FTF. Planen er, at de skal samles under navnet FH - Fagbevægelsens Hovedorganisation.