Liverpool sørgede mandag aften for at holde spændingen i kampen om det engelske mesterskab ved at spille uafgjort for anden ligakamp i træk.
På besøg i London måtte Liverpool nøjes med 1-1 mod West Ham, og det skete endda efter dommerhjælp, da tv-billederne afslørede offside i forbindelse med Liverpools scoring til 1-0.
Resultatet betyder, at Liverpool stadig topper Premier League, men holdet har blot tre point ned til Manchester City og fem point ned til Tottenham på tredjepladsen.
Liverpool-manager Jürgen Klopp havde tre ændringer i forhold til 1-1-kampen mod Leicester. Jordan Henderson og Georginio Wijnaldum var væk, mens Xherdan Shaqiri var røget på bænken.
Det gav plads til Adam Lallana, der startede på banen i en ligakamp for første gang siden oktober. Fabinho og James Milner var også med.
West Ham lagde dog optimistisk ud, men så slog Liverpool til efter lidt over 20 minutter.
Lallana driblede i højre side og afleverede til Milner, der ifølge tv-billederne klart var offside. Der blev dog ikke vinket, og Milner fandt Sadio Mané, som drejede rundt og helt umarkeret havde nemt ved at score.
West Ham svarede dog igen, og en kombination i forbindelse med et frispark betød, at Michail Antonio blev spillet fri, og han afsluttede sikkert og udlignede til 1-1.
West Hams Declan Rice headede forbi mål i helt fri position få minutter før pausen, og Liverpool formåede ikke at sætte sig afgørende på opgøret i første halvleg.
Indledningen på anden halvleg var ikke nogen velspillet affære, og opgøret bølgede frem og tilbage.
Klopp reagerede og sendte Shaqiri på banen med 20 minutter igen i stedet for Lallana.
Kort efter var West Ham farlig igen, og Mark Noble hamrede bolden lige over mål.
Liverpool pressede på i slutfasen, men holdet formåede ikke at score og vinde og forpassede dermed at bringe sig fem point foran City i toppen.
/ritzau/