Han er ikke længere 25 år, og det kan rocksangeren Mick Jagger fra The Rolling Stones godt mærke.
Derfor kræver det en del af ham at holde sig i form og frisk til at optræde. Det betyder, at han må passe sin seng og arbejde hårdt for at holde sig i form.
En af de ting, han sværger til, er dansetimer.
- Jeg træner fem eller seks dage om ugen, men jeg går ikke helt over bord. Jeg skifter mellem fitness og dans, jeg laver intervaltræning og sådan nogle ting. Jeg træner for at forbedre min form, fortæller rocksangeren til Q Magazine.
Bandet indrømmer, at det for længst er slut med den vilde livsstil, de var kendt for i 60'erne og 70'erne.
- Det sker ikke længere, at vi først går i seng klokken fem om morgenen. Det var ret normalt, at vi først kom hjem og gik i seng klokken fem, da vi var unge. Men ingen af os gør det længere. Vi prøver, men når klokken er 2 om morgenen, kan vi ikke mere, siger trommeslager Charlie Watts.
/ritzau/