Lederen af Haqqani-netværket, som er tilknyttet den militante gruppe Taliban, er død.
Det oplyser afghansk Taliban. Den ekstremistiske gruppe oplyser videre, at Haqaani er død efter længere tids sygdom.
- I sine sidste år gennemlevede han en lang periode med sygdom, oplyses det.
Jalaluddin Haqqani blev 79 år. Han grundlagde netværket i 1970'erne og fungerede i mange år som gruppens øverste leder.
Under Sovjetunionens invasion af Afghanistan i 1980'erne var Haqqani en af de mest fremtrædende mujahedin-skikkelser. Han fik senere tætte forbindelser til den nu afdøde al-Qaeda-leder Osama bin Laden.
Han vil blive husket som en af "de største og mest fremtrædende jihadister af sin tid", skriver Taliban på Twitter.
Haqqani-netværket har siden USA's invasion i Afghanistan i 2001 taget skylden for adskillige dødelige selvmordsangreb over hele landet. Oftest i ledtog med Taliban.
For nogle år siden videregav Jalaluddin Haqqani en del af Haqqani-lederskabet til sin søn Sirajuddin Haqqani. Sønnen er desuden også næstkommanderende i afghansk Taliban.
Netværket beskyldes for at have dræbt flere afghanske topembedsmænd og bortført vesterlændinge og krævet høje løsesummer.
Det var også Haqqani-gruppen, der stod bag bortførelsen af det canadisk-amerikanske par Caitlin Coleman og Joshua Boyle.
Parret var i flere år tilbageholdt af Haqqani-netværket i Pakistan.
Det var pakistanske soldater, som i oktober sidste år reddede familien i den nordvestlige del af landet nær den afghanske grænse.
Efter løsladelsen fortalte Joshua Boyle de fremmødte journalister, at parrets nyfødte datter var blevet dræbt under tilfangetagelsen, og at hans kone var blevet voldtaget.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP