Det kan godt være, at LeBron James er 33 år, men søndag viste han endnu en gang, at han er suveræn på en basketballbane.
37 point, ti rebounds samt otte assister blev det til for LeBron James, da hans hold, Cleveland Cavaliers, slog Brooklyn Nets i den bedste amerikanske basketball-liga, NBA.
Ifølge Reuters var det samtidig 427. gang i karrieren, at basketballprofilen scorede 30 point eller mere i en kamp.
Hovedpersonen selv var overrasket over, at han kunne være udslagsgivende i kampen, da optakten ikke var den bedste.
- Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne spille med sådan en energi. Jeg fik kun omkring tre timers søvn i nat.
- At spille så tidligt ødelagde min søvn, men jeg var i stand til at samle mig selv op og hjalp holdet med at holde stimen af sejre i gang, siger LeBron James ifølge nyhedsbureauet AFP.
Sejren var Cleveland Cavaliers femte sejr i træk i NBA.
Med præstationen passerede Cavaliers-stjernen 2000 point i sæsonen.
Det er tiende gang, at LeBron James formår dette, og dermed bliver han den tredje spiller i et fornemt selskab.
Tidligere har Karl Malone og Michael Jordan også scoret mindst 2000 point hver i ti sæsoner.
Cleveland Cavaliers har allerede kvalificeret sig til NBA's Play-offs sammen med Toronto Raptors og Boston Celtics.
/ritzau/