Den danske ishockeyspiller Lars Eller leverede tre assister, men måtte alligevel se sig besejret, da han sammen med Washington Capitals tog imod Florida Panthers i verdens bedste ishockeyliga, NHL.
Opgøret natten til lørdag dansk tid endte 5-5 efter ordinær tid.
I den forlængede spilletid blev der ikke scoret, og dermed skulle kampen afgøres på straffeslag. Her trak gæsterne fra Panthers det længste strå.
Det var Panthers' første sejr efter fem kampe i den nye sæson. Capitals har tre sejre, to nederlag og to nederlag efter forlænget spilletid.
Capitals havde ellers leveret et godt comeback i nattens opgør.
Eller og co. var bagud 1-4 efter første periode, men formåede at kæmpe sig tilbage. Hjemmeholdet udlignede til 5-5 med knap halvandet minut tilbage af tredje og sidste periode.
Lars Ellers første assist kom ved Capitals' første mål, og det var en flot en af slagsen. Danskeren skøjtede forbi en modstander i højre side, inden han elegant lagde pucken skråt tilbage til John Carlson, der stod for scoringen.
Anden assist blev leveret, da Capitals reducerede til 3-4. Her drev Eller pucken frem på en omstilling og servicerede fornemt Jakub Vrana.
Det var også Eller, der havde næstsidste stav på Capitals' 5-5-scoring.
Danskeren modtog pucken bagved målet og sendte den ind til Nicklas Bäckström, der fra tæt hold kunne sende udligningen i kassen.
Capitals fik dermed tvunget kampen ud i forlænget spilletid.
Helt fuldendt blev comebacket dog ikke, da holdet altså blev besejret, da kampen skulle afgøres på straffeslag.
/ritzau/