Under VM i fodbold skriver eksperter fra fodboldmediet Mediano eksklusive klummer på avisen.dks VM-sektion.

Af Morten Glinvad, Moskva

En efter en væltede medspillerne ind over Mario Mandžukic. Først sprang Ivan Perisic op på ryggen af ham, så kom de øvrige, og også reservespillerne i de blå veste kastede sig over manden, der netop havde bragt kroaterne foran 2-1 i VM-semifinalen mod England. Til sidst var presset så stort, at bunken af kroater væltede ud over reklamebanden, ned over en fotograf fra El Salvador, der som undskyldning fik et stort kys fra forsvareren Domagoj Vida.

Deltag i VM-spillet her: www.avisen.dk/vmspil 

Hver dag trækker vi lod om 2 x gavekort på 250 kroner som frit kan vælges på sendentanke.dk

Ikke siden Tjekkoslovakiet i 1962 har en i fodboldmæssig henseende så lille nation spillet sig frem til en VM-finale. Og ikke siden Uruguay i 1950 har et land med færre indbyggere end Kroatien vundet VM.

Det var et monumentalt comeback af Kroatien denne onsdag aften på Luzjniki. Længe virkede det aldrende hold drænet for kræfter efter de to opslidende kampe mod Danmark og Rusland. Men så fandt de et sted dybt inde i sjælen nogle resurser, som kun en historisk fodboldkamp kunne skabe. Med stolthed, attitude og den vidunderlige anfører Luka Modric i spidsen fik holdet arbejdet sig ind i kampen og udlignet den engelske føring inden den store forløsning, da den 32-årige angriber Mario Mandžukic i det 109. minut scorede det vigtigste mål i sin egen karriere og i Kroatiens imponerende fodboldhistorie. Lidt hurtigere end John Stones opfattede den snu og arbejdsomme angriber, at en mulighed var ved at opstå, og huggede tørt bolden i nettet bag Jordan Pickford.

Ti minutter senere var det hele overstået. Kroatien er klar til VM-finalen på søndag mod det Frankrig, der i 1998 blev stopklodsen i semifinalen for det første store kroatiske landshold. Længe har opfattelsen været, at det nuværende hold trods sine store kvaliteter stadig mangler det sidste for at kunne måle sig med generationen med Davor Šuker, Zvonimir Boban, Robert Jarni og Robert Prosinecki. Den snak kan nu forstumme.

Du kan høre Morten Glinvads klumme indlæst som podcast her:

Karakter og klasse

Da Kieran Trippier allerede i det femte minut skruede et frispark over muren og ind i nettet bag Danijel Subašic, lignede det ellers, at kroaterne havde mødt deres endeligt. Både ottendedelsfinalen og kvartfinalen havde varet 120 minutter plus straffespark, flere spillere var slidte og plagede af fysiske problemer, og i træner Zlatko Dalic’ startopstilling var kun tre spillere under 29 år.

For Gareth Southgate var det samme startopstilling, som England har vænnet sig til gennem turneringen. Og denne gang var det en af slutrundens uventede engelske profiler, der åbnede scoringen. Kieran Trippier, højrebacken fra Tottenham, der i to år sad på bænken for sin klub, indtil han i denne sæson endelig har fået regelmæssig spilletid efter Kyle Walkers skifte til Manchester City. Det har også bragt ham på landsholdet, og i sit livs største fodboldkamp scorede han sit første mål for landsholdet. Et nyt kapitel til eventyret om det ungdommelige og fornyede engelske landshold med det friske udtryk.

I resten af halvlegen havde englænderne ikke de store problemer med at holde kroaterne på afstand. Der var ikke den samme bevægelse i det kroatiske spil som tidligere i turneringen, og spillere som Dejan Lovren virkede irritable og nærmest bistre.

Men som anden halvleg skred frem, viste kroaterne deres store karakter og klasse. Med Luka Modric som inspirator, boldspiller og forbillede gik holdet højere op og pressede, og Ivan Perišic’ udligning rystede englænderne, der var rundt på gulvet i en periode og tæt på at komme bagud, da samme Perišic ramte stolpen kort efter udligningen.

Da Cüneyt Çakir fløjtede af for de 90 minutter, havde Dalic stadig ikke skiftet ud. I den forlængede spilletid var Modric til sidst helt drænet for kræfter og udgik, men kroaterne holdt hjem. Nu er spørgsmålet, hvilken forfatning kroaterne møder op i til finalen på søndag, efter at de i knockoutfasen har spillet tre gange forlænget spilletid og desuden har en hviledag mindre end franskmændene, der har afgjort alle tre opgør i løbet af de ordinære 90 minutter.

Underdogs i finalen

Kroatien vil være det undertippede hold i VM-finalen, men allerede nu har holdet skrevet historie og gjort det på en sælsom baggrund. Som fodboldnation har Kroatien været den klart mest succesrige i resterne af det gamle Jugoslavien, og mængden af kvalitetsspillere er ganske imponerende landets størrelse taget i betragtning.

I startopstillingen i semifinalen var der spillere fra Real Madrid, Barcelona, Atlético Madrid, Juventus, Liverpool og Inter. Men de fleste spillere er oppe i årene, og selvom der stadig bliver produceret store talenter i primært Dinamo Zagreb, så er realiteten også, at kroatisk fodbold er en rodebutik med store interne problemer. Der er ingen klar plan, og det er ganske betegnende, at den nuværende landstræner Dalic først fik jobbet i oktober, da VM-kvalifikationen var i alvorlig fare, efter at kroaterne havde set lille Island løbe med førstepladsen i gruppen.

Den VM-kvalifikation startede med hjemmekampe for tomme tribuner som konsekvens af de dårlige sager, der har klæbet sig til landsholdet i de senere år. Et hagekors var synligt i græsset til en kamp i Split. Racistisk opførsel på tribunerne har også givet straffe, og det lovende EM i 2016 blev også skæmmet af tilskuere, der afbrød en kamp undervejs.

Jeg var selv på plads på San Siro i Milano, da en EM-kvalifikationskamp i 2014 blev afbrudt i mange minutter, da kroatiske tilskuere pludselig kastede fyrværkeri ned på banen. Det virkede umotiveret, men var i virkeligheden planlagt og del af det store interne opgør mellem tilhængergrupper, klubber og det forhadte fodboldforbund. En situation, der har gjort, at landsholdets succes ikke alle steder er blevet fejret med national stolthed.

Kan skabe sammenhold

Men en VM-finale vil utvivlsomt bringe landet sammen. Og når konklusionen skal skrives om dette kroatiske VM, må al ære tilskrives spillerne, der denne gang har holdt hovedet koldt og også har haft de små marginaler med sig i de afgørende øjeblikke.

For englænderne var der tale om et smertefuldt nederlag på en aften, hvor de længe havde været i førersædet. Men taberne kunne ikke indvende noget mod resultatet, og selvom der er opbygget stor sympati omkring den engelske genrejsning, så var realiteterne denne aften i Moskva, at holdet ikke var noget særligt.

Englænderne blev for passive undervejs, og hvor kroaterne havde Modric til at dominere midtbanen, var der ikke meget styring over det engelske spil.

Efter slutfløjtet blev de mest stædige af de engelske fans siddende i mere end en time på stadion og sad der stadig og sang, da Gareth Southgate mødte pressen og talte om, hvordan han håbede, at spillerne kunne bruge oplevelsen som en erfaring og som et skridt på vejen mod noget større.

Den engelske landstræner har imponeret ved at tage sig af helheden og påtage sig opgaven at reformere engelsk landsholdsfodbold. Semifinalen understregede, at England stadig er et stykke fra verdens bedste hold, men slutrunden har forvandlet den engelske offentligheds holdning til landsholdet, og det er vigtigt.

Stunde Null

Nederlaget til Island i ottendedelsfinalen ved EM for to år siden var Englands Stunde Null, og siden dengang er holdet kommet langt. Den anstrengende ironiske distance, englænderne har haft til deres fiaskoplagede landshold, er nu vasket væk og erstattet af oprigtig opbakning.

Her spiller Southgate uden tvivl en stor rolle. Han fik ganske vist kun landstrænerjobbet ved en tilfældighed, efter at Sam Allardyce kvajede sig, men det engelske landshold er i dag et langt bedre sted, end da Southgate overtog jobbet. Fordi han har turdet sætte ind, hvor forgængerne lod stå til. Samtidig har de engelske ungdomslandshold hentet en række titler de sidste par år.

Så fremtiden kan meget vel blive lys for det engelske landshold. Men nutiden sender holdet til en bronzekamp i Sankt Petersborg mod Belgien. Imens skal Modric, Rakitic, Mandžukic og de andre kroatiske VM-profiler endnu en gang forsøge at samle kræfter og gøre Kroatien til den mest overraskende verdensmester i nyere tid.