»Jeg får udslæt af udtrykket femikrimi. Som om mænd skriver rigtige krimier, og jeg skriver noget andet. Jeg synes, det er dybt krænkende og diskriminerende«.

Den 45-årige svenske forfatter Liza Marklund er ikke bange for at sige tingene lige ud både i sine bøger og i medierne.

Senest har hun været rullet ind i en hidsig debat i Sverige, efter at hun og andre krimidronninger blev beskyldt for at skrive dårligt af deres mandlige kolleger. Marklund har raset – og hun raser stadig, når hun taler om ligestilling.

Lærte udtryk i politibil

Hun er nu aktuel med bogen Livstid , som er syvende bind i bestsellerserien om kriminalreporteren Annika Bengtzon, der denne gang hvirvles ind i et drabeligt politidrama.

»For nogle år siden var jeg så heldig at holde et foredrag hos politiet i Stockholm. Da de spurgte, hvad jeg ville have for det, svarede jeg, at jeg bare ville køre politibil. På den måde lærte jeg, hvad alting hedder, hvilke udtryk man bruger og så videre,« fortæller Liza Marklund, der i modsætning til bogens hovedperson, ikke ramlede ind midt i et blodigt mordscenarie med afhuggede lemmer.

Feministisk besværgelse

Som journalist har du en række karaktertræk til fælles med hovedpersonen Annika Bengtzon. Hvor meget ligner I hinanden?

»Selvfølgelig er der noget af mig i hende, men vi er meget forskellige. Hun arbejder på samme måde, som jeg gjorde, da jeg var allerværst – fuldstændig opslugt af jobbet. Jeg ville have sagt op på Kvällsposten for 10 år siden, hvis jeg var Annika. Det er svært at yndes med ælde på en hæsblæsende avisredaktion,« svarer Liza Marklund, der bruger hovedpersonen som et redskab til at få sine holdninger ud.

»Hun kan være usympatisk, grov, jaloux, hævngerrig og ufølsom. Gøre alle de ting, som mænd gerne må, men som vi kvinder ikke må. Det er som en slags besværgelse for mig. Hvis hun får lov at gøre de ting, hun gør, kan det være, at vi andre også får lov til at være mere ligesom hende,« forklarer Liza Marklund.

I modsætning til Annika Bengtzon, som brænder inde med følelser og får vreden ud mellem sidebenene ved blandt andet at snitte sin mands elskerindes BH i stykker, har Liza Marklund svært ved at holde følelserne indeni.

»Hvis jeg utilfreds, siger jeg det lige ud. Jeg kan slet ikke holde kæft,« siger forfatteren.

Kvinder diskrimineres

Et af de steder, hvor Liza Marklund har haft svært ved at holde kæft, er i ligestillingsdebatten.

Hun har skrevet flere bøger og et hav af aviskronikker om temaet, som, mener hun, trænger til debat.

»Man lyver over for unge kvinder i dag ved at fortælle dem, at hvis du bare er dygtig og arbejder lige så hårdt som drengene, vil det gå dig lige så godt som dem. Men det er løgn, for kvinder har helt andre vilkår end mænd,« siger Liza Marklund, der ofte selv har oplevet diskriminationen.

Som eksempel fortæller forfatteren om, da hun for nylig rejste med veninden Lotta Snickare. Flyene var hele tiden overbookede, og hver gang blev de spurgt, om ikke de kunne tage det næste fly i stedet.

» Hvorfor spørger I ikke nogle af de hundrede gutter, som også står og venter? svarede jeg. Jamen, I kan få 100 kroner, mens I venter. Ser jeg måske ud som om, jeg mangler 100 kroner? Det gør mig så vred, når den slags sker,« raser Marklund.

Med et bogsalg, der har nået millionerne, ser lykken ud til at være gjort for den succesrige svenske forfatter.

Men det er ikke noget, hun går specielt meget op i.

»Vi er så optagede af at blive lykkelige, at vi ikke mærker, at vi er det. Jeg bliver lykkelig, når jeg tørrrer køkkenbordet af efter at have taget opvasken, når jeg står og nyder solen på min terasse, eller når jeg lægger fødderne op på sofabordet, mens jeg sidder og ser en god film,« fortæller Liza Marklund.

Hun mener, at kvinder i højere grad skal blive bedre til at tage det, de vil have.

»Jeg har været sanseløst heldig i mit liv og har nået de fleste af mine mål, men jeg har arbejdet hårdt for det. Mange, især kvinder, sidder og sukker efter ting, de gerne vil opnå, uden at gøre noget ved det. Jeg har altid haft det sådan, at hvis jeg ønskede mig noget, gjorde jeg noget ved det.«

Siden debuten i 1998 er Liza Marklund blevet lidt af en superstar i Sverige og efterhånden også i det meste af Norden. Men det at være kendt er ikke så vigtigt for hende, som det er at få budskaberne igennem.

»Jeg er en rigtig dårlig kendis. Jeg dukker aldrig op til premierer og den slags. Men jeg har valgt at eksponere mig selv, blandt andet på coveret af mine bøger, for at få en stemme – for at kunne komme igennem med mine holdninger. At være kendt bare for at være kendt er noget af det værste, jeg ved,« siger hun.

Læs anmeldelsen af Lisvtid i Nyhedsavisen på tirsdag.