Selvom Svendborg Fattiggård blev nedlagt i 1974, lever nogle af tankerne bag fortsat i bedste velgående.
Det siger Jeppe Wichmann Rasmussen, historiker og museumsinspektør på Danmarks Forsorgsmuseum, der har til huse i den nedlagte fattiggård.
Museet har en række udstillinger, der trækker tråde fra fattiggårdens åbning i 1872 helt op til dagens Danmark.
- Vi bruger fattiggårdens rammer til at fortælle om- og debattere fattigdom før og nu. Noget af det, vi gør, er at påpege, at vi i dag forsøger at løse nogle af de samme problemer med fattigdom og socialt udsathed som vi gjorde for 150 år siden, og at vi på nogle områder bruger metoder og værktøjer, der minder om dem, man brugte på fattiggården, siger han.
Fattiggården var endestationen for samfundets svageste.
Man fik kost og logi, tøj og bad og skulle som betaling arbejde 11 timer om dagen med hårdt fysisk arbejde som at hugge skærver til veje eller producere kokosmåtter.
Lønnen for det slidsomme arbejde var så ringe, at det ikke engang dækkede omkostningerne ved opholdet på fattiggården. Derfor var de indsatte ofte gældsbetyngede, når de forlod fattiggården.
Man mistede også alle sine borgerrettigheder og kunne ikke stemme.
Straf virker ikke
Det var straffen for at ende på samfundets bund, og ifølge Jeppe Wichmann Rasmussen er det en tanke, som stadig eksisterer i dag. Han ser elementer i kontanthjælpssystemet, som minder ham om datidens fattiggård.
- Det skal være hårdt at være på kontanthjælp. Det må ikke være sjovt, for ellers er der nogle mennesker, som tror, at folk bare vil blive der og aldrig blive en del af det arbejdende fællesskab, siger han og uddyber:
- Det er en tanke, der ligner den, man havde på fattiggården. Det her sted skal være rædselsfuldt, og vi tager deres rettigheder fra dem, fordi så lærer de, at de er nødt til at bidrage. Mange mente, at fattigdom var et aktivt valg foretaget af dovne og fordrukne individer med ringe moral. Heldigvis tager vi ikke folks rettigheder fra dem mere, men vi skærer i deres kontanthjælp for at give dem et incitament til at tage et arbejde, og på den måde siger vi også, at kontanthjælp er for attraktivt og pacificerer en masse mennesker, som så ikke gider arbejde, siger han.
Økonomisk pisk til kontanthjælpsmodtagere er der opbakning til blandt danskerne. Avisen.dk kan i dag skrive, at 56 procent af danskerne mener, det hjælper på motivationen at få mindre i ydelse.
Ved små udendørs stenbrud skulle de fattige arbejde 11 timer om dagen med at hugge småsten. Foto: Victor Emil Kristensen.
På Svendborg fattiggård blandt usle sovekamre og urinplettede lange underbukser, hvor man næsten stadig kan dufte den omstændelige aflusning af nytilkomne, der ofte ikke havde været i bad i månedsvis, kan Jeppe Wichmann Rasmussen dog konstatere én ting:
- Man kom ikke på fattiggården for at leve i sus og dus. Man gjorde det for at overleve, og jeg tror også, det er den tanke, kontanthjælpsmodtagere har i dag. Jeg kan ikke få dagpenge, jeg kan ikke få et job, hvad kan jeg så? Der er dog i min optik intet historisk belæg for at påstå, at det hjælper som fattigdomsbekæmpelse at straffe folk, siger han.
117 år er ingen tid
På Danmarks Forsorgsmuseum smelter fortiden og nutiden sammen.
I et rum kan man se en kopi af fattiggårdens forstanders kontor komplet med læselampe i grønmateret glas og indskrivelsesformularer i svungen skråskrift.
Rummet ved siden af forestiller en sagsbehandlers kontor på et jobcenter. Bordpladen af egetræsfinér prydes af en Lenovo computer og alskens henvendelsesformularer ved siden af en tom pakke Nikotintyggegummi.
Rasmine Sofie Skov var 14 år, da hun første gang endte på Fattiggården i Svendborg i 1900. Hendes historie bliver fortalt af Richardt Aamand på 57 fra en stor fladskærm få meter væk.
Det er museets seneste udstilling "Skjulte Danmarkshistorier". Her kan man se nulevende socialt udsatte fortælle historier om fattiggårdens indlagte.
- Jeg har valgt at fortælle Rasmines historie, fordi hun på så mange måder minder om mig, siger Richardt Aamand fra fladskærmen.
På tværs af 117 år deler Richardt og Rasmine en historie om omsorgssvigt, misbrug, hjemløshed og prostitution. Du kan se videoen i toppen af artiklen.
- Fortællerne bruger deres egen livserfaring. Deres egne oplevelser til at fortælle om fortidens udsatte. Og det der hurtigt bliver tydeligt er, hvor meget de kan spejle sig i de historiske personer, og hvor meget det betyder for dem, siger Jeppe Wichmann Rasmussen om udstillingen.
Udstillingens formål er at give stemme til datidens udsatte, og det blev hurtigt tydeligt, hvor mange ligheder der er, mellem samfundets svageste anno 2017 og dem, der havde deres gang på fattiggården i dens storhedstid.
- Historie bliver meget mere nærværende, når man kobler det til nutiden. Men vi vil også gøre opmærksom på, at der er en række problematikker, som vi ser ikke har ændret sig siden 1870. De mennesker som lever med social udsathed eller hjemløshed i dag gør det af mange af de samme årsager som for 150 år siden, siger Jeppe Wichmann Rasmussen.
Da Fattiggården lukkede, boede de indsatte i små celler som den til venstre, mens forstanderen boede i en stor lejlighed på øverste sal med luksusgenstande som fjernsyn, telefon og radio. Foto: Victor Emil Kristensen
Stadig blot en grå masse
- Det er en hån mod de millioner af mennesker verden over som sulter, at snakke om fattige i Danmark. I skulle skamme jer, står der på væggen på Danmarks Forsorgsmuseum.
Citatet fra Joachim B. Olsen (LA) deler vægplads med citater fra politikere som Özlem Cekic (tidligere SF), Mette Frederiksen (S) og Ole Birk Olesen (LA). Rundt om politikercitaterne hænger post-it noter fra gæster.
"Din klovn Joachim B.", står der på en note, mens der få centimeter længere oppe hænger en seddel med teksten "Joachim B. er Gud!!!".
- Citaterne hænger der fordi vi gerne vil invitere museets gæster ind i debatten om fattigdom og lade dem tage stilling, påpeger Jeppe Wichmann Rasmussen.
De gule post-it noter er et eksempel på, at det er et emne gennemsyret af politiske holdninger.
Citater fra politikere skaber debat. Foto: Victor Emil Kristensen
- Det er fuldstændig umuligt at formidle socialhistorie uden at formidle politiske holdninger videre, men vi tager ikke stilling, vi går ikke ind og siger dumme Özlem eller kloge Ole. Vi vil gerne have vores gæster til at debattere fattigdom før og nu, og beder dem om at tage stilling, og så giver vi en stemme til nogen, som virkelig ved noget om hjemløshed og fattigdom, fordi de har prøvet det på egen krop, siger han og peger på, at der kunne være en idé i at lytte til danskere som dem, der deltager i Skjulte Danmarks Historier, når man skal lave social- og udsattepolitik.
- Vi har rykket os meget som samfund. Noget af det, der mangler, og minder mig om livet på fortidens fattiggård er, at der ikke var tid og plads til at behandle fattiggårdens indlagte som individer, der var to grupper: værdigt trængende og uværdigt trængende, og hver gruppe blev behandlet under et sæt regler, som var det samme uanset, hvem man var, og hvilke problemer man havde. I fattigdomsdebatten i dag er der en tendens til, at man gør det samme. Man reducerer socialt udsatte og hjemløse til en stor grå masse, siger han.
Men det er ikke tilfældet, hvis man spørger samfundets udsatte grupper.
- Når jeg taler med deltagerne i Skjulte Danmarkshistorier eller andre udsatte og hjemløse, så efterspørger de, at der lyttes mere til dem. De føler ikke, at de bliver taget alvorligt, og giver udtryk for, at hvis vi fortsætter med at bruge så lidt tid på det enkelte menneske, som der er mulighed for nu, og glemmer at se dem som individer, så har vi ikke lært noget af historien.
Du kan se alle filmene fra Skjulte Danmarkshistorier her.
Avisen.dk har spurgt 1.023 danskere om følgende:
Hvilken betydning mener du, at lavere ydelser har, for at ledige kommer i arbejde?
Jeg mener, at det økonomiske incitament har en betydning: 56 procent
Jeg mener ikke, at det økonomiske incitament har en betydning: 33 procent
Ved ikke: 11 procent
Spørgerunde udført af Wilke for Avisen.dk