Der findes to verdener i Danmark.
Der er en velfærdsstat, hvor der tages hånd om dig med gratis uddannelse, kontanthjælp eller dagpenge hvis du bliver fyret, og hvor kommunen sørger for, at du ikke sulter.
Og så findes der 57-årige Richardt Aamands verden.
Han har levet et liv med misbrug, prostitution og hjemløshed. Richardt Aamand var otte år gammel, da hans far for første gang solgte ham for natten til en fremmed voksen mand. Årsagen var, at han havde tabt et slag billard, og pokalen var altså Richardt Aamands krop.
Som 14-årig løb Richardt Aamand derfor hjemmefra og solgte selv sig selv for at få til dagen og vejen.
Siden har han levet et tumultarisk liv på gader, stræder og op langs Vejles bakkede landsskab som vagabond.
I dag bor han i Sydhavnen i København, da nyresvigt og sukkersyge satte en stopper for hans omstrejfende tilværelse.
For få dage siden fik han endda en hjerneblødning, men da Avisen.dk møder ham på Christianshavns Kanal Bodega, virker han ved godt mod.
Han har levet et liv, som han selv kalder for "lykkeligt kaos", men over en smøg og danskvand med citrus gør han opmærksom på, at den famøse danske velfærdsstat ikke eksisterer for folk som ham.
- Du lever i en velfærdsstat, siger Richardt Aamand og peger med en finger, der stadig er delvis følelsesløs efter hjerneblødningen:
- Det gør jeg ikke. Som hjemløs lever du ikke i en velfærdsstat. Du hører ikke til. Den kigger den anden vej med høreværn og skyklapper på for at undgå at se dig. Sådan var det også for 100 år siden.
Rasmine og Richardt
Richardt Aamand er med i den nye udstilling "Skjulte Danmarkshistorier" på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, der ligger i en nedlagt fattiggård.
Her fortæller Richardt Aamand om Rasmine Sofie Skov, der som 14-årig blev indlagt på fattiggården for 117 år siden:
- Jeg må sige, at jeg blev forelsket i en 14-årig pige, da jeg så hendes billede. Der var et eller andet dragende. Da jeg læste hendes historie, kunne jeg se, at det var utrolig tæt på min egen historie. Jeg var simpelthen nødt til at fortælle hendes historie. Det var en genoplevelse af min egen barndom, siger Richardt Aamand.
Siden år 1900 er der sket meget. I Danmark har vi fået velfærdsstaten, alle går rundt med smartphones, der har været en mand på månen, og Sovjetunionen opstod for senere at kollapse igen. Men for samfundets svageste har det været status quo, siger Richardt Aamand.
- Jeg ved selv, hvor grimt det er at have sex med et menneske, man ikke føler noget for, hvor man bare gør det for at tjene penge. Jeg ved også, hvordan hjemløshed er. Det er tidløse elementer. Historierne fra dengang op til i dag har egentlig ikke ændret sig. Det er en skjult virkelighed, som folk ikke aner noget om, siger han.
Kigger væk
Det er ellers ikke fordi, de er usynlige. Ifølge en kortlægning fra SFI (Det Nationale Forskningsinstitut for Velfærd) var der 6.138 registrerede hjemløse i 2015 og formodentlig endnu flere uregistrerede. De sidder på pladser og i parker, foran den lokale Fakta med Hus Forbi skiltet om halsen og går gaderne tynde med stopfyldte barnevogne.
- Man kigger væk, når man ser folk, der har det skidt. Det er naturligt. Det gør jeg også. Jeg kigger for eksempel ikke på romaerne. Man har ikke lyst til at se på folk, der har det værre end en selv, fortæller Richardt Aamand og fortsætter:
- Det er menneskets natur. Direktøren kigger ikke på lønmodtageren, lønmodtageren kigger ikke på kontanthjælpsmodtageren, kontanthjælpsmodtageren kigger ikke på den hjemløse, der så ikke kigger på romaerne. Men det er et problem, der skal gøres noget ved.
Lord Nok
Som barn flygtede og gemte Richardt Aamand sig fra sin far for at undgå at blive solgt til mænd. Det er en mentalitet, der fortsatte langt op i voksenlivet. Også efter han holdt op med at trække, da han var blevet for gammel til det som 18-årig.
I stedet arbejdede han som autolakerer og med andet fysisk arbejde. Men 9-16-livet passede dårligt til rodløse Richardt Aamand, og efter han mødte en en vagabond på Strøget, startede han en 11 år lang karriere som landevejsstryger.
Det var friheden, der gjorde det hårde liv værd at leve. Undervejs blev Richardt Aamand til Lord Nok.
- Jeg blev døbt af Stodderkongen på Egeskov marked. Jeg havde et navneskilt, hvor der stod "Kontrol", og da vi sad om bålet faldt det ned, så der stod "Lort nok". Så jeg blev døbt "Lord Nok", siger han og fortæller om de mange regler og snørklede traditioner i vagabondlivet:
- Den vigtigste regel er, at du ikke må stjæle og altid skal være høflig. Du banker på døre og spørger, om du skal slibe folks knive, og det kan du jo ikke, hvis du så stjæler deres planter på vej ud.
I dag er Lord Nok sendt på pension efter et årti på landevejen, noget som Richardt Aamand betegner som sin lykkeligste tid. I dag bor han på grund af sit helbred i en lejlighed.
Hvis han fik muligheden for at leve sit liv igen, ville han takke nej. Den rejse mener han ikke, nogen fortjener. Alligevel er hans opsang til danskerne ikke en anklage, men blot en forespørgsel.
- Jeg føler mig ikke svigtet, sådan er det jo bare. Men jeg synes ikke, at det er i orden, at man ikke tænker på samfundets svageste. Man skal tage sig af mennesker og hinanden, men når man tjener penge, så glemmer man, at bunden vokser, siger han.
Hvad har du egentlig tænkt de mange gange, når du har gået på landevejene med din barnevogn, solgt Hus Forbi eller siddet på åbne pladser og set folk som mig, der haster forbi og slår blikket væk?
- At du vågner en dag.
Du kan se resten af videoerne fra udstillingen Skjulte Danmarkshistorier her.