Det danske firma KirurgiRejser tilbyder i store dagbladsannoncer kommende forældre, at de kan få fertilitetsbehandling i udlandet for at kunne vælge barnets køn. Men det vil De Konservative sætte en stopper for.
Sundhedsordfører Mai Mercado (K) kalder annoncerne "usmagelige og uhyggelige", og hun vil nu se på mulighederne for at forbyde den slags gennem markedsføringsloven.
- Markedsføringsloven indeholder allerede specielle regler for markedsføring af cigaretter på baggrund af sundhedsfaglige argumenter. Jeg vil gerne diskutere, om vi kan indføre etisk begrundede regler i forbindelse med den her slags fertilitetsturisme, siger hun til Ritzau.
Herhjemme er kønsselektering i fertilitetsbehandling forbudt, med mindre det handler om at undgå kønsbundne alvorlige, arvelige sygdomme. Derfor må man rejse til udlandet, hvis man vil være sikker på enten at få en dreng eller en pige.
- Den slags selektion - hvad enten det er i forhold til sygdomme eller køn - nærmer sig jo racehygiejne, hvor man forsøger at ramme et bestemt ideal, siger Mai Mercado.
- Annoncerne gør det legitimt med den slags fertilitetsturisme: Det kan ikke være særlig forkert at gøre, hvis man kan læse om det i en annonce i avisen. Men hvis der ikke eksisterede den slags annoncer, så ville man godt vide, at det er, fordi det ikke er helt rigtigt at gøre, mener hun.
Sundhedsstyrelsen vil ifølge Jyllands-Posten undersøge lovligheden af annoncerne, og det glæder SF's sundhedsordfører, Özlem Cekic.
- Den teknologiske udvikling gør, at vi hele tiden bliver nødt til at diskutere etikken for, hvad vi vil acceptere, og hvor grænserne går. I det her tilfælde handler det om, at man fravælger et barn, som intet fejler, siger hun til Ritzau.
KirurgiRejser oplyser til Jyllands-Posten, at 200 danske par de seneste fire-fem år er rejst på fertilitetsferie til North Cyprus IVF Centre gennem det danske selskab.
/ritzau/