Kong Willem-Alexander kan fejre et halvt århundrede torsdag den 27. april, og i anledning af den store dag holder den hollandske regent en særlig fødselsdagsfest.
Dagen efter sin 50-års fødselsdag inviterer monarken 150 hollændere til middag på kongeslottet i landets hovedstad, Amsterdam.
Det oplyser det hollandske kongehus på sin officielle hjemmeside.
For at komme i betragtning til en plads om middagsbordet skal man have samme fødselsdagsdato som kongen - altså den 27. april - være over 20 år gammel og fylde et såkaldt kronår, hvilket betyder, at alderen skal kunne divideres med 5.
Sidste frist for at melde sig til fødselsdagsmiddagen er den 3. marts, hvorefter en lodtrækning afgør, hvem der får en af de eksklusive invitationer.
Det hollandske kongehus tilføjer, at kong Willem-Alexanders hustru, dronning Máxima, også deltager i festmiddagen.
Parrets døtre, 13-årige prinsesse Catharina-Amalia, der som Hollands tronfølger bærer den officielle titel prinsesse af Orange-Nassau, 11-årige prinsesse Alexia og prinsesse Ariane på 9 år, bliver dog derhjemme.
Hvis man ikke bliver blandt de 150 eksklusivt indbudte, kan man stadig fejre kongens fødselsdag, når det hollandske kongehus slår dørene op for en ganske kort 50 timers lang særudstilling om livet i Holland de seneste 50 år.
/ritzau/FOKUS