I København har overborgmester Ritt Bjerregaard (S) haft mere end svært ved at indfri sit valgløfte om at bygge 5.000 billige boliger.
Men måske kan hun trøste sig med, at København ikke er den eneste kommune, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, når der skal bygges billige boliger til unge, ældre og familier med lave indkomster.
En ny
opgørelse lavet af arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri viser, at
historisk få kommuner har sagt ja til at bygge almene boliger, skriver Politiken. Kommunerne har givet tilsagn om
470 almene boliger i år - sidste år var tallet 9.834.
Årsagen er snævre rammer for, hvad byggeriet må koste, og dårlige finansieringsmuligheder for kommunerne. Konsekvensen er, at flere befolkningsgrupper må flytte væk fra byen.
- Det
er en meget bekymrende udvikling. Arbejdspladser i de større byer har
svært ved at tiltrække arbejdskraft, fordi det er blevet for dyrt at bo
i de større byer, siger konsulent i Dansk Byggeri, Kasper Hyllested til Politiken.
Også i Kommunernes Landsforening (KL) er man bekymret. Formanden for teknik- og miljøudvalget i KL, Bjørn Dahl (V) siger:
- Det
siger sig selv, at i takt med at der kommer flere ældre, vil der blive
brug for flere ældreboliger. Og hvis man gerne vil have flere unge til
at studere, er der brug for flere ungdomsboliger.