Ankestyrelsen har med to principafgørelser ændret på kommunernes mulighed for at fjerne asylsøgeres børn fra deres forældre af sociale årsager.
Det skriver Jyllands-Posten lørdag.
24. juli foretog Ankestyrelsen to såkaldte principafgørelser. Det er de afgørelser, der har skabt de nye muligheder.
Før de to principafgørelser var kommunernes socialmyndigheder ikke bemyndiget til at gribe ind, hvis der var en åbenbar risiko for, at børnenes sundhed eller udvikling led alvorlig skade på grund af eksempelvis omsorgssvigt eller overgreb.
Når de sociale myndigheder griber ind, sker det med lovhjemmel i serviceloven. Den gælder for alle, der har lovligt ophold i Danmark.
Tidligere vurderede Ankestyrelsen, at serviceloven ikke kan bruges på asylbørn, da deres forældre ikke havde fået tildelt asyl og dermed lovligt ophold i Danmark.
De to nye principafgørelser siger i stedet, at forældrene midlertidigt har lovligt ophold i Danmark, imens deres sag behandles. Dermed gælder serviceloven deres børn.
Dansk Socialrådgiverforening roser overfor Jyllands-Posten den nye retsstilling for asylsøgernes børn.
Det samme gør psykolog i Red Barnet Kuno Sørensen over for Ritzau.
Han opridser et scenarium, hvor de nye afgørelser kommer til at gøre en positiv forskel for børnene:
- Man kunne forestille sig en sag, hvor en familie kommer til Danmark og søger asyl, men at forældrene er så belastede og traumatiserede af det, de kommer fra, at de er til skade for børnene.
- De kan være psykisk syge, men ikke have sygdomsindsigt, så de modsætter sig, når myndighederne siger, at børnene har brug for at komme væk fra dem.
- Her er der så mulighed for at sige, at forældrene er så meget til skade for børnenes udvikling, sundhed og trivsel, at vi bliver nødt til at adskille børn og forældre, siger Kuno Sørensen til Ritzau.
Kommunernes Landsforening, KL, har ikke kommenteret afgørelserne over for Jyllands-Posten på grund af ferie.
Udlændingestyrelsen oplyser til avisen, at det ikke er muligt at opgøre, hvor mange børn der er fjernet fra deres asylsøgende forældre i Danmark de seneste år.
/ritzau/