Kolding Kommune har ikke undersøgt, hvor stort behovet blandt kommunens 2.347 hjemmehjælpsmodtagere er for ekstra hjælp til rengøring, vinduespudsning og andre praktiske ting, alligevel ansøger kommunen nu om dispensation fra de gældende regler.
- Flere af vores ansatte er blevet spurgt, hvorfor de ikke må hjælpe med opgaver mod betaling. Hvis vi får lov, så får vi syn for sagn. Det kan være, at der ikke er én eneste, der vil tilkøbe noget som helst, men så kan vi jo stoppe det igen, siger kommunens senior- og sundhedschef, Annette Lund, til JydskeVestkysten.
Tal viser at 28 procent af hjemmehjælpsmodtagerne i oktober havde et privat firma til at hjælpe dem med personlig pleje.
Når det kommer til rengøring og andre praktiske opgaver, valgte lige godt halvdelen af hjemmehjælpsmodtagerne et privat firma.
Viceborgmester Søren Rasmussen (DF) fortæller til avisen, at kommunen længe har ønsket, at kunne tilbyde de samme ydelser som de private.
- Når vi vil åbne op, så er det af hensyn til borgerne. For at give dem et reelt frit valg. Som det er nu, er de nødt til at vælge en privat leverandør, hvis de vil købe ekstra hjemmehjælp, forklarer Søren Rasmussen, og afviser samtidig, at kommunen forsøger på at tjene penge på at yde hjemmehjælp.
- Indtægter og udgifter skal bare løbe rundt, siger han til JydskeVestkysten.