60 stillinger i Ældre og Handicapforvaltningen i Odense Kommune er i fare. Det skriver Fyens Stiftstidende, efter kommunen har valgt at spare 17 millioner kroner på området.
Samtidig er kommunen presset af et stigende antal ældre med behov for mere hjælp, mens der bliver færre penge at gøre godt med:
- Det er ærgerligt, og noget vi skal have gjort noget ved, for jeg synes ikke, vi kan være det bekendt. Og jeg har det skidt med det. Det er træls over for medarbejdere, at de igen bliver presset og skal løbe stærkere. De er pressede nok i forvejen, siger rådmand Søren Windell (K) til avisen.
Ifølge rådmanden skal en del af besparelserne hentes via nedskæringer på plejecentrene - og det betyder fyringer af blandt andet sosu'er:
- Og det ærgrer mig, for plejecentrene er så rigeligt holdt for. Men når vi ikke har pengene, er vi nødt til at gøre det, siger han til avisen.
Robotter og maskiner, smartere og billigere
Ældre- og Handicapforvaltningen arbejder sammen med Beskæftigelses- og Socialforvaltningen og Børn og Ungeforvaltningen om at arbejde mere effektivt, smartere og billigere.
Blandt andet har man kigget på en maskine, der kan give medicin, og en robot, som kan løse noget af det administrative arbejde.
- Men der er mange områder, hvor vi ikke kan spare mere, og så gælder det om at finde en løsning, hvor borgerne mærker det mindst muligt.