Kollega til dræbte Vivi: Varm luft fra statsministeren

Af Mia Kristina Hansen
SE ALLE BLOGINDLÆG

KÆRE STATSMINISTER Lars Løkke Rasmussen

Jeg sad foran tv'et og ventede spændt på at høre din nytårstale, hvad mon du kunne du finde på at sige i år. Sidste år blev jeg rørt over din tale, fordi du nævnte min kollega Vivi Nielsen, som i påsken 2016 mistede livet, fordi hun blev stukket ihjel af en beboer på Center Lindegården i Roskilde. Du sagde: ”Vi skal passe godt på dem, der passer på os”.

Efterfølgende har jeg så ikke oplevet, at der er endnu sket konkrete handlinger, der har ændret på vilkårene i psykiatrien. Miljøet på de socialpsykiatriske bosteder kan stadig være farligt, både for den enkelte beboer/borger, og for det fagprofessionelle personale.

JEG OPLEVER, at der på de socialpsykiatriske bosteder kan være et kriminelt miljø, et miljø med salg af forskellige former for stoffer. Jeg hører om, at beboere blive presset til at købe eller sælge stoffer, selv om de siger nej, og egentlig gerne vil stoppe med at være misbrugere. Jeg hører historier fra folk, der fortæller, hvordan de oplever at være vidner til, at beboere bliver presset og truet til at aflevere penge til andre. Jeg hører om beboere, som hver dag bliver udsat for, at der kommer andre til deres dør, og tigger dem om penge og cigaretter, som aldrig bliver betalt tilbage.

Jeg oplever beboere, der bor i et miljø, hvor der kan være et højt konflikt-niveau, hvor politiet må komme og hente en person, som er blevet til fare for sig selv og andre. Et miljø hvor vi som ansatte skal gå to og to, og gå med alarmer, fordi vi kan risikere at blive udsat for vold, trusler og for at miste livet. Fem ansatte har allerede mistet livet, og mange flere er blevet udsat for situationer der har været så voldsomme, at de efterfølgende har mistet deres arbejdsevne.

Så hvad skal jeg så tænke, når du Lars Løkke Rasmussen, i din tale i år nævner: ”Rundt om i landet er der parallelsamfund”, og du nævner ”ghettoerne”, ”kriminalitet” og du siger: ”Derfor må vi droppe illusionen om, at parallelsamfund og ghettoer nok skal forsvinde, hvis vi bare giver tid”.

JEG KAN FORTÆLLE DIG, at sådan er det også med forholdene i psykiatrien, de forsvinder heller ikke hvis bare I giver det tid. Tværtimod så bliver det også værre, hvis ikke der snart bliver gjort noget.

Vi skal gøre de socialpsykiatriske bosteder til et trygt sted at være, ligesom du Lars Løkke Rasmussen gerne vil have bestemte boligområder gjort trygge. Mennesker, der har behov for at bo på et socialpsykiatrisk bosted, har også ret til at bo et sted, hvor der er trygt at være, hvor man ikke risikerer at blive truet af sin nabo, udsat for kriminalitet eller presset ud i misbrug. Et stede hvor der ikke er fare for beboernes liv og for de ansattes liv.

DER MÅ HANDLES, så de mennesker, der får en psykisk sygdom, med det samme bliver tilbudt den nødvendige behandling og hjælp. Psykiatrien skal prioriteres højt, og der skal være råd til, at der er tilstrækkeligt med faglig kvalificeret personale. Der skal være råd til, at kommunerne og regionerne arbejder sammen, så psykisk syge ikke bliver kastebold mellem sektorerne, fordi det er nemmere, at de andre betaler. Der skal være sengepladser nok, så de mennesker, der bliver til fare for sig selv og andre, kan være indlagte, indtil de er trygge og rolige igen.

Du slutter din tale med at sige: ”Men jeg ser sådan på det: At tage et opgør med alvorlige problemer er i sig selv noget håbefuldt. Et løfte om, at det kan blive bedre.”

Jeg vil være håbefuld, og håbe at du vil tage et opgør med de alvorlige problemstillinger, der er i psykiatrien. Og mit ønske for 2018 vil være, at det bliver året, hvor regeringen vil gøre noget konkret ved miljøet på landets socialpsykiatriske bosteder, så der kan blive trygt at være for alle.

Mange nytårs hilsner fra
Mia Kristina Hansen
Socialpædagog i socialpsykiatrien

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Om Mia Kristina Hansen

Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.